DETEKTOREN

Interview med Alestorm

Christopher Bowes diving Christopher Bowes

Pirater, dværge og cocktails! Mød Alestorms forsanger Christopher Bowes.

Alestorms nye plade, No Grave But The Sea, har lige ramt verdenshavene. I denne anledning har jeg haft en snak med Chris Bowes, der sidder i sit sydstatshjem på den anden side af Atlanten og glæder sig til folks reaktioner på pladen. Læs med og find ud af, hvordan Copenhells vandmasser endte som inspiration til en ny piratsang.

Hvad kan vi forvente af No Grave But The Sea? Mere af det samme eller nye eksperimenter?

Det meste af albummet har den gode gamle Alestorm-sound. Storladne, fjollede og catchy singalong-folk-pirate-metal-sange om pirater, kvinder og druk vil altid være vores hjemmebane. Der er dog flere elementer end det. Der er lidt scream-vokal her og der (credit til vores keyboardspiller Eliot for det), en masse episke stykker og så har vi sådan nogen nærmest metalcore-agtige riffs. For hvorfor ikke? Hvis folk ”hater” på det, griner vi bare af dem. Men ja, hovedsageligt episke sange om pirater. Det vil altid være Alestorms kernetema.

Hvor har I inspirationen til musikvideoen til sangen “Alestorm” fra? Er det en speciel kunstner ligesom ”Magnetic North”s Lady Gaga parodi?

Hmm, ikke rigtigt. Altså vi ville bare have en eksplosion i starten, og så den der fede film-cliché, hvor vi går med eksplosionen i ryggen og har solbriller på. Så det er ikke nogen kopi af noget. Vi følte bare for at gøre noget ”cool stuff”. Som at gå ned ad gaden og synge ind i et kamera. Og så har vi jo altid haft et par dværge i vores musikvideoer. Hvorfor ikke også prøve at have et helt band af dværge? Og lad os smadre dem i en slåskamp… Og vores instruktør var fantastisk. ”Okay… Yep. Jeg finder det, I skal bruge. Intet problem.” Han fik det bare til at ske.

Haha, ja, dværgene er efterhånden et klassisk element. Hvilken sang er din egen favorit på det kommende album?

Øøøh, jeg tror det må være sangen ”Fucked With An Anchor”, fordi det er… den mest gøglede sang nogensinde. Jeg kan allerede sige nu, at den bliver en publikumsfavorit. Den har en kæmpe sing-along-faktor, det er den mest latterlige tekst og den gladeste musik… Årh… Den er bare så god.

Forklar også lige en gang, hvad en ”Pentahook” er for noget?

Det er meningen, det skal være en fyr med kroge på hænderne i stedet for fingre. Så han har fem kroge. Jeg går ud fra, det er det, det skal betyde. Ligesom Wolverine, hvor kløerne så bare er fem protesekroge. Som en kat… tiger… hvad fanden. Det vigtigste er, at han tæsker babyer og sådan noget, haha.

Albummet slutter af med sangen ”Treasure Island”, der er lidt kortere end tidligere albumafsluttere. Handler den om Skatteøen eller om kasinoet ”Treasure Island”?

Lige præcis! Den handler om begge. Bogen, Skatteøen, kasinoet i Las Vegas og så om, hvor svært det er at fatte, at vi endelig har skrevet en fucking sang, der hedder ”Treasure Island” – den største kliché et pirat-metal-band kan synge om. Så ja, det er tre ting, der er vævet sammen til en mærkelig ”mish-mash” af en sangtekst. Vi har været nogen gange på ”Treasure Island” (kasinoet), men sangen handler ligeså meget om hele Las Vegas’ gamblingkultur.

Så I skulle bruge en sang om Skatteøen, og så poppede den lidt ironiske forbindelse til Las Vegas op som et sjovt tema?

Ja, og så se om der var nogen, der ville lægge mærke til det. Jeg tror faktisk, det er første gang, nogen har bragt det på banen, så det er fedt nok.

I har efterhånden skrevet mere end 50 sange om pirater (og en om Mexico). Hvordan bliver I ved med at få nye ideer til sørøverviser?

Du vil blive overrasket over, hvor let det faktisk er at finde nye koncepter inden for temaet. Der er selvfølgelig de klassiske piratsange som ”Walk the Plank” eller ”Treasure Island”, men det er også ret let at tage noget og transformere det til en sang om pirater. Der er flere sange på albummet, der ikke behøver at være om pirater, men med nogle få ord om skibe og skattekister bliver gjort til piratsange… Min store drøm er at lave en sang om pirater, der kæmper mod Batman. Sådan har jeg en masse idéer til nye piratsange, så vi er bestemt ikke færdige endnu!

Det besvarer næsten mit næste spørgsmål. I bliver altså aldrig trætte af pirattemaet?

Altså… Hvis nu vi kun spillede sange med sådan en ”vi nedstammer fra rigtige pirat-forfædre – her er en sang om vores skib ”-attitude ville det være meget kedeligt i længden. Jeg tror, det er fordi, vi mixer humor ind i det, at vi ikke bliver trætte af det.

Kan du huske sidst, I spillede i Danmark? — i 2013 på Copenhell-festivalen.

Ja… Det regnede ret meget. Jeg tror, det fortsatte hele vejen gennem vores show. Pladsen blev fyldt med vand, og til sidst kom der en brandbil og pumpede det hele væk…

Haha, det, kan jeg fortælle, er en klassisk Copenhell-oplevelse.

Jeg tror faktisk, det var den dag, hvor vi fandt på den nyudgivne sang, ”Pegleg Potion”… Jeg tror, vi fik publikum til at råbe ”Pegleg”. Da vi så var backstage for at få noget at drikke, havde vi nogen cola-flasker, som vi tømte halvt og fyldte med vodka. Denne cocktail fik derfor navnet ”Pegleg Potion”, så det er der, den kommer fra.

Men vi har ikke været så meget i Danmark. Vi har aldrig rigtigt fået gode tilbud. Det har altid været de små shows, der ikke har været ordentligt promoverede… Jeg kunne ellers godt tænke mig at komme tilbage, for vi er nærmest aldrig i Skandinavien. Det er i grunden mærkeligt, at vi kan komme rundt til steder som Sydamerika, Australien og Japan, men Danmark… Det mangler vi. Fortæl folk, at de skal skabe lidt opmærksomhed. Så kan det være, vi ender med et headline show!

Et andet spørgsmål fra regionen. Hvad er jeres holdning til vikinger? I har jo lavet et album (Back through time), der på sin vis berører emnet.

Haha, ja. Jeg har ingen holdning til de historiske vikinger, men man kan trække en masse sjov ud af dem. Jeg tror, at grunden til albummet blev lagt i en periode, hvor vi spillede samme steder som folk-metal-bands eksempelvis på Pagan Metal Fest. Der var en masse folk, dækket af torshammer-smykker og Odin-tatoveringer og med store fuldskæg, der blev sure på os, fordi vi ikke spillede ”true pagan metal”. De var så seriøse, at jeg næsten troede, de jokede med mig. På et tidspunkt var det rent faktisk en, der stod med ryggen til os og langemanden i vejret, bare fordi vi sang en sang om vikinger… Så Back Through Time var egentligt ligeså meget for at pisse alle de folk af, der tager viking metal lidt for seriøst. Vikingetemaet indeholder en masse sjov, men det er bare nogle mennesker, der er for seriøse til at forstå. Så det har vi fået nogle fede sange ud af og en sjov måde at returnere fuckfingeren til visse mennesker på.

Hvis du skulle fremhæve et metalband, du foretrækker at lytte til, hvilket skulle det så være?

Mit “greatest metal band of all times” er uden tvivl bandet Bal-Sagoth. Et engelsk band, der desværre forsvandt for ti år siden. Men det, de lavede i slut-90’erne, var sådan en vild blanding af episk, symfonisk fantasy-black-metal. De har virkelig inspireret mig til at trække keyboardet med ind i heavy metal. De har sådan nogle lidt overdrevne fantasy-temaer, lidt ligesom dem mit andet band Gloryhammer spiller på.

I var med Sabaton på en tour gennem Storbritannien nogle år tilbage. Er der andre musikere, I drømmer om at spille med, og kommer der flere af sådanne tours?

Tja, vi er så småt ved at løbe tør for bands, der er større end os og samtidigt ville være sjove at turnere med. Jeg har ikke rigtigt nogle, jeg drømmer om… Det skulle lige være Metallica eller Iron Maiden. Men indtil det niveau føles det ikke rigtigt som om, det ville være det værd at spille på andres turnéer i forhold til at spille på vores egne. Det er fedt, når vi selv kan vælge, hvem vi spiller med. Så kan vi vælge bands, vi er gode venner med og generelt bare få en fed oplevelse. Alestorms headline-shows har også opbygget en unik, cool vibe, som vi gerne vil bevare.

I har shows hver eneste aften, når I er afsted. Er der tid til at feste mellem koncerterne?

Ja, vi ender med at feste de fleste aftener. Nogen gange mindre end andre, men vi finder altid tid til sjov og ballade. Vores musik er jo heller ikke så svær at spille, så vi kan sagtens vågne op med tømmermænd og spille vores sange til perfektion. Problemet er, at jo ældre vi bliver, jo længere varer tømmermændene. Så det kan være, at vi bliver nødt til at have større huller i programmet i fremtiden.

Hvilken type alkohol bliver der drukket backstage?

Vi er ikke særligt glade for rom. Det skyldes nok, at vi ofte, efter shows, møder fans, der tænker ”Wow, Alestorm! Lad mig købe jer alle et kæmpe shot med rom!”. Efter det blev rutine, begyndte vi at hade rom, fordi det minder en om de tømmermænd, der følger. Så i disse dage kører vi vin. Vi elsker vin – og cocktails. Sådan nogen med en lille paraply i, med forskellige farver og måske lidt ild i. Det er cool.

Hvem kan drikke mest af Alestorm medlemmerne? Kunne du slå de andre?

Hmm, jeg bliver hurtigt lidt fjollet, når jeg drikker. Jeg vil sige, at vi nok alle sammen kunne drikke en forholdsvist stor mængde alkohol, hvis det var det, vi ville. Vi har trænet vores levere gennem tiden. Men jeg tror, at Pete (trommeslager) ville klare det bedst. Han er måske ikke den, der har mest lyst til alkohol, men han kunne helt sikkert slå os alle sammen, hvis han prøvede.

Sidste besked til de danske heavy-fans, før vi runder af?

Jeg vil… anbefale det danske folk at spise genbrugt svinekød. Det er delikat og godt for kroppen.

Og hvor kan man finde sådan noget, haha?

Hmm, det er nok ret svært at finde… Det er bedst hjemmelavet, haha.

Tilføj kommentar