Copenhell Special: Casper Popp/Bersærk

Bersærk

Vi fortsætter med tredje del af vores interviews af danske metalartister, som har spillet på Copenhell. De sætter ord på de tanker, som går gennem hovedet, når man står på én af landets absolut fedeste scener. Vi fortsætter med forsanger Casper Popp fra Bersærk

Hvem er I, hvilken genre spiller I, hvornår spillede I på Copenhell og på hvilken scene?

Vi er Bersærk, og vi spiller jysk hedningehegn! Vi spillede i 2016 på Pandæmonium.

Hvilke tanker gik der gennem hovedet på jer dagene op til festivalen?

Jamen, vi glædede os sgu da helt vildt! Og så en eller anden form for ærefrygt, fordi det er en fed scene på en virkelig fed festival. Så det var med en vis bæven i kroppen plus en mægtig fornemmelse af, at nu skal den fandeme ha' et spark i røven!

Hvordan var det at stå på scenen?

Helt forrygende – al bæven forsvandt, og så kørte vi bare derudad.

Hvordan oplevede I publikum og stemningen, da I stod på scenen?

Folk var virkelig på helt fra starten, hvilket bare gjorde det hele meget federe for os – især når der står en flok og synger med på hele lortet. Så bli’r man sgu da varm om hjertet. Fantastisk stemning. Det er en af dem, man altid husker.
 

Når man står på scenen, hvad skal man så for alt i verden undgå?

At falde ned! Dér er vi vist mange optrædende, der har været… :)

Hvad har været den sjoveste oplevelse for jer som band på Copenhell?

Det var helt sikkert koncerten. Og så fik Lars (guitarist) og jeg en "lille" forsmag på herlighederne, da vi nogle timer før vores eget gig var med på et nummer sammen med Helhorse. De spillede om eftermiddagen på Hades, og der var kraftedeme mange mennesker! Så tak for den oplevelse, drenge. Det var fandeme sjovt!

Kan Copenhell noget, som ingen anden festival kan her i Danmark?

Ja, bestemt. Men det samme kan man sige om alle de andre metalfestivaler. Det er forskellige oplevelser at være til Copenhell med et femcifret antal gæster og så at være til en lille festival i Viborg eller Aalborg med nogle få hundrede mennesker – men begge typer kan og vil noget godt for rock- og metallivet i Danmark. Et stort flagskib som Copenhell kan vække interessen for musikken vidt og bredt, og det, tror jeg, smitter af på de andre festivaler. Der lader i hvert fald til at opstå nye hele tiden – samtidig med at de mere etablerede, som Metal Magic, Royal Metal Fest og Aalborg Metal Festival, stadig kører på. Mere rock og mere metal – det kan vi godt li’!

Hvilke tre bands må publikum ikke snyde sig selv for i år?

BAEST, Myrkur og The Dillinger Escape Plan mener jeg, at man bør opleve i år.

Har du nogle gode råd til de bands, der spiller på Copenhell for første gang?

Forbered jer godt og fyr den så maks. af, når I står inde på scenen! Folk er fandeme så klar på at give den gas, at det kommer helt af sig selv. I har været fede nok til at blive booket, så nu skal I bare ud at nyde det og vise alle de mange, der kigger på, hvad I kan, og hvad I står for. Og hav så en kæmpe fest under og efter – det er et adrenalinsus af dimensioner!