Længe ventet debutalbum
Zarraza er et thrashmetalband fra Almaty i Kasakhstan. De blev dannet i 2012 og har siden udgivet to EP’er og to singler, hvoraf den sidste udkom i 2014. De sidste par år har de brugt på at turnere rundt i Centralasien, og de har da også udnævnt sig selv som det mest turnerende metalband i dette område. Dette er noget af en påstand fra et band, som først netop har udgivet deres debutalbum, men på den anden side er Centralasien og extrememetal heller ikke ting, jeg umiddelbart forbinder. Jeg har i hvert fald ikke før haft noget forhold til et metalband fra denne region. Så hvad har Centralasiens mest turnerende metalband at byde på her på deres første album Necroshiva?
Groove, død og masser af thrash!
Som sagt har jeg ingen relation til musik fra denne del af verdenen. Faktisk kender jeg nærmest kun deres hjemland i form af den måde, det bliver portrætteret i kult-komedien “Borat” fra 2006. Hvor denne film i høj grad er en parodi, og hvor den bringer latter frem, er der ikke noget at grine af her på Necroshiva. Tværtimod er dette et ganske seriøst album, som må siges at være yderst velspillet. Zarraza er i den grad værd at give et lyt, da de ikke bare kan spille super velspillet thrash, men samtidigt formår at give det et lille tvist med elementer fra andre genrer. Særligt trommespillet har elementer fra dødsmetallen; både i den intense brug af blastbeats og det tekniske dobbeltpedalsarbejde, men ligeledes i de komplicerede fills. Brugen af bækkenerne som fill hen over den skæve guitarrytme i titelsangen kan give lytteren associationer til tidligere tekniske dødsmetalbands som Atheist og start halvfemsernes Death.
Ligeledes kan guitarens brug af pinch harmonics i samme sang smide ens tanker tilbage til groove-pionererne Pantera. Forsangerens vokal er ganske velegnet til musikken, da den er forholdsvis dyb og på grænsen til at falde under kategorien “harsh vocals”. Dette passer fint til musikken, da den netop er lidt mere brutal, end hvad traditionel thrash normalt tillader. Samtidig minder den en anelse om Max Cavalera og hans måde at fusionere thrash og dødsmetal på i Sepultura.
Et lille minus ved pladen er, at den er et stykke tid om rigtigt at komme i gang. Det er bestemt ikke, fordi de første sange er dårlige, men hvis man skal frem til pladens højdepunkter, skal man et godt stykke ind. Her vil jeg gerne anbefale “More Than Hate”, den mere melodiske “Voices of the Forgotten” samt den yderst velkomponerede “Dead Star”. Sidstnævnte udmærker sig særligt, da de enkelte instrumenter ikke bare i sig selv spiller godt, men alle musikerne spiller fænomenalt som en helhed gennem hele sangen, og dermed får musikken op på et højere plan.
Overbevisende energi!
Zarraza leverer alt i alt et rigtig velspillende debutalbum. Der er enkelte småting at arbejde med, men sådan er det ofte på den første plade. De er ikke bange for at eksperimentere, men fedter heller ikke for det. Da dette er det første metalband, jeg stifter bekendtskab med fra Centralasien, må jeg sige, at det har været en rigtig glædelig første oplevelse. Jeg vil se frem til den næste plade og håbe på, at de en dag bliver store nok til at kunne turnere til lille Danmark. Energien i deres musik tyder på, at dette er et band, jeg sagtens kunne forestille mig trykke den af live!
