Carry on my Wayward Daaaaaaaawn!
Og det skete i det herrens år 2015, at Skanderborg også ville levere dødsmetal til folket. Efter et par år i studiet og rundt omkring i landet, har Wayward Dawn endeligt smidt deres debut Soil Organic Matter på gaden. Det er dødsmetal, som vi kender det: tremoloriffs i ansigtet, en tonstung bas, der tordner i baggrunden, og skrigen og skrålen omkring, hvor ligegyldig vores eksistens er – dog altsammen leveret med et groove og charme, man normalt skal til Sverige for at finde.
Er det en abe!?
Albummet starter med intronummeret ”Requiescat In Pace”, der ikke varer mere end 100 sekunder. Normalt er jeg virkeligt, virkeligt ikke meget for den slags korte introer, da de sjældent gør noget godt for albummet andet end at støve lidt, men lige dette nummer er faktisk en fremragende åbner! Ikke nok med, at man får en chance for at høre Niklas levere en omgang forståelig growl a la Johan Hegg, men den måde som introen glider ind i det første nummer, der også er titelnummeret, fungerer altså storslået. Derudover så er introen også med til at sætte stemningen fra start, det her er et album uden fis og ballade eller unødvendige former for alverdens dikkedarer. Det er lige til pointen fra første sekund, og pointen er, at du skal have dødssmadder lige op i dit fedtede ansigt, om du vil det eller ej! Soil Organic Matter er intens og ubarmhjertig, hvilket man fx oplever lige med det samme på et nummer som ”Ape Of State”. Der er ikke blevet råbt ”abe” så højt siden Line Baun Danielsen i 2007 beviste, at hendes behov for briller var akut.
Bandets nihilistiske og anarkistiske vinkel fylder godt på albummet, det ses tydeligt med sangtitler som ”Ape Of State”, ”March Of Mannequins” og ”Blood-Spangled Banner”. Dette er med til at give albummet en herlig, frisk følelse af punk, der får mig til at tænke på crustpunk-genren og Rogga Johansson, hvilket også matcher de numre, hvor de læner sig mere op af den svenske dødsmetal end den amerikanske.
Ikke just uberegnelig
Men trods energi og fandenivoldskhed, så er der ikke noget nyt under solen. Det er en bundsolid debut, det er der ingen tvivl om, men den dybe tallerken er altså ikke blevet genopfundet, og drengene fra Skanderborg byder ikke umiddelbart på noget nyt eller unikt, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting! Der er masser af ”konservative” folk i metalmiljøet, der gerne vil have mere af det, de kender og trives med det genkendelige, og netop her passer Wayward Dawn ind. Hvis man er fan af den mere old school bølge af dødsmetal, så vil man nok klappe i sine hænder over Wayward Dawn.
