At War With Self - Town Between Dimensions

Town Between Dimensions

/ VME · Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Prog rock
Spilletid:50:05
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Gordian Knot har, til trods for mit udmærkede forhold til progressiv rock, aldrig sagt mig det helt store. Selvfølgelig har kvaliteten af deres udgivelser været til at føle på, men de har bare ikke formået at fange mig på nogen måde. Og da jeg så blev begavet med debutalbummet fra At War With Self, som tilfældigvis viser sig at være guitarist Glenn Snelwars projekt, var jeg naturligvis en smule betænkelig i begyndelsen; selv samme Snelwar var nemlig guitarist på Gordian Knots selvbetitlede debut fra '99 - et album som jeg har haft et anstrengt forhold til lige siden jeg lånte det på det lokale bibliotek engang i det sidste årtusind på opfordring af en bekendt. Denne betænkelighed viste sig dog hurtigt at være ubegrundet, da Snelwar formår at tilføre "Torn Between Dimensions" dét udefinerbare element, som jeg åbenbart følte der mangledes hos Gordian Knot.

Albummet er et rent instrumentalt værk og består af ti numre, der strækker sig ud over 50 minutter, hvor vi både får de åbenlyse progressive tilbøjeligheder smidt i hovedet, men også de klassiske jazz-tendenser samt metal og fusion er på agendaen. Det befriende ved et band som At War With Self er, at der aldrig er plads til overdrevent blær og lir, hvis det ikke har relevans for selve nummeret. Fokus flyttes aldrig fra sangskrivningen eller konceptet, og det er en ren fornøjelse, da teknisk virtuositet tit og ofte overskygger materialet. Snelwar ved udmærket selv, at han er en begavet musiker og behøver derfor ikke skilte med det i overeksponeret grad. Navnet ’At War With Self’ og titlen "Torn Between Dimensions" forstås ligeledes udmærket, når man erfarer, hvor skizofrent dette værk rent faktisk er. Musikken skifter karakter konstant og man kan gå fra den ene yderzone til den anden på kun få minutter, hvilket tilfører albummet en overraskende dimension, der er særdeles charmerende og forfriskende.

At War With Self formår at levere alt det jeg elsker ved progressiv rock; sofistikerede melodier, teknisk kompetence og et generelt ønske om at ville overraske. "Torn Between Dimensions" skal betragtes som ét værk og ikke ti afvigende numre, hvor der ikke finder gentagelser sted, men hvor man alligevel får følelsen af en altomfattende sammenhæng, der gør albummet uhyrlig givende at vende tilbage til. Nogle vil måske savne en vokal, men i dette tilfælde taler instrumenterne deres tydelige sprog og magter udmærket at fortælle historien selv.

Kommentarer (1)

Mads Jeppsen

Anmelder

Indlæg: 49

Amen

Amen