Voivod - Target Earth

Target Earth

· Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Thrash metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Kongerne af prog thrash slår igen

Canadiske Voivod hører sammen med Watchtower, Realm og til dels Antithesis blandt de mest innovative bands på thrash-scenen, og med deres eklektiske stil, der bevæger sig i et grænseland mellem thrash metal og progressiv rock har Voivod til alle tider været originale. Bandet har været ramt af svingdørs-effekten i deres line-up, og i 2005 blev bandet ramt af tragedien, da deres guitarist og hovedkomponist Denis "Piggy" d'Amour døde af kræft. D'Amour var med sin inspiration fra Rush, King Crimson og Pink Floyd bandets hovedkilde, når det kom til den progressive og eksperimenterende side af deres musik, og deres karakteristiske brug af dissonante akkorder og ukonventionelle sangstrukturer har i høj grad været takket være d'Amours bevidst kaotiske tilgang til det at skrive musik.

Derfor har mange frygtet, at Voivod aldrig vil blive det samme igen uden ham. Og, nej, det bliver nok aldrig helt det samme, men på deres kommende Target Earth album viser de, at Voivod stadig er Voivod, og at de stadig kan lave unik progressiv metal. Således har titelnummeret tiltider et næsten jazzet væsen (lidt på samme måde som på Pestilences geniale Spheres), mens "Kluskap O'Kom" har en lettere crusty lyd, der dog kombineres med elementer fra speed-power metal. "Empathy for the Enemy" byder på jazz-inspireret progressiv hard rock, der til tider svinger over i et King Crimson-inspireret lydbillede (a la "Lark's Tongue in Aspic"), mens "Mechanical Mind" kendetegnes af udfordrende skæve akkorder og byder på nogle ret fede mellemstykker. I "Resistance" kombinerer canadierne rytmer, der er lige ud ad landevejen, med mere finurlige akkorder og harmonier, og der er både en interessant sammenhæng og kontrast mellem denne og den efterfølgende "Kaleidos", mens "Corps Étranger" kombinerer det æteriske med det aggressive og smider en god portion dissonans oveni.

Produktionen er tight og upoleret (men selvfølgelig ikke lo-fi), og de dissonante elementer samt de andre skævheder får lov at skinne igennem. Trommerne har en tyk bund, og bassen er forvrænget, hvilket også høres på tidligere Voivod-skiver. Dennis "Snake" Bélangers vokal har en næsten grungy feel, som giver den allerede eksperimenterende musik et lettere introspektivt touch, men han viser da, at han sagtens kan levere mere aggressiv sang, hvis det skal være, som blandt andet høres i passager i den finurlige "Warchaic".

Voivod har altid udfordret deres lyttere, og det gør de også på denne skive. Er man ikke allerede til finurlig musik, så er det ikke sikkert, at man kan greje denne skive, men fans af progressiv og eksperimenterende musik bør bestemt give Voivods kommende udspil en lytter, og fans af bandet behøver ikke frygte, at det ikke lyder som Voivod - faktisk tror jeg, at d'Amour ville være stolt af den måde bandet viderefører Voivods ånd.

Tracklist 01. Target Earth 02. Kluskap O'Kom 03. Empathy for the Enemy 04. Mechanical Mind 05. Warchaic 06. Resistance 07. Kaleidos 08.Corps Étranger 09. Artefact 10. Defiance