DETEKTOREN
Skiltron - Legacy Of Blood

Legacy Of Blood

· Udkom

Type:Album
Genre:Folk metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Keltisk folkemusik fra Argentina

Kan man godt spille keltisk folkemusik, selvom man kommer fra den sydligste del af Sydamerika? Dette prøver argentinske Skiltron i hvert fald på at bevise. Bandet består af et almindeligt rock-lineup med guitar, trommer og bas. Dertil har kvintetten tilføjet sækkepiben – deres specielle karakteristikum, hjemlandet taget i betragtning. Den har spillet med på næsten hvert enkelt nummer på de fire plader, Skiltron har leveret siden debuten i 2006. Nu er det femte album, Legacy Of Blood, lige på trapperne.

Sækkepiben kommer lidt på afveje

Det første, man hører, når Legacy Of Blood sættes på, er et opbyggende, hurtigt riff, der klargør en på et brag af en folk metal-oplevelse. I løbet af de første fem sekunder af ”Highland Blood” når man allerede at føle den glorværdige stemning. Herefter smadres den fuldstændigt, da de første sækkepibetoner lyder. Ikke på grund af instrumentets gennemtrængende lyd; det er melodien, der spilles, der bærer skylden. Og sådan bliver det på lidt for mange af numrene på pladen. Nogle gange lyder det nemlig lidt som, at sækkepiben spiller skalaer, der ikke er beregnet til instrumentet. Som om de lidt for simple durskalaer er direkte oversat fra guitarnoder. 

Heldigvis viser det sig, når man lytter videre, at det bare er en rigtig uheldig introduktion til et ellers udmærket album. På numrene ”Commited To The Call”, ”Sailing Under False Flags” og “The Taste Of Victory” komplementerer sækkepiben faktisk metalmusikken og giver musikken den helt rigtige keltiske stemning. I de numre, der opnår dette, gør Skiltron det på fantastisk vis. Forsangeren bærer på ingen måde negativt præg af hjemlandets store afstand til Skotland. Selvom han ikke er født i keltisk land, er han, ligesom resten af bandet, tydeligvis født til keltisk musik, og med lidt finpudsning af pibemelodierne kan Skiltron nå rigtigt langt.

Simpelt, lystigt og catchy folkemetal

Der er ikke så mange lag i musikken på Legacy Of Blood, men det behøver der nødvendigvis heller ikke at være på et sådant album. Her er simpel, stemningssættende musik nok, især når det som i dette tilfælde har god lyd og melodier, der kan synges med på. Et rigtigt fint album trækkes lidt ned af nogle spredte svipsere med sækkepiben, men scorer alligevel 6/10 solide kranier.

Tracklist

  1. Highland Blood
  2. Hate Of My Life
  3. Committed To The Call
  4. Sailing Under False Flags
  5. The Taste Of Victory
  6. Rise From Any Grave
  7. Sawney Bean Clan
  8. All Men Die
  9. I'm Coming Home (Bonus-Song)

Tilføj kommentar