De aarhusianske rock-gryder buldrer og bobler, men blusset blunder hurtigt

Rock og smuds fra Smilets By

Med bare fire år på bagen og nu to ep’er er The Silent Low et band, der endnu ikke har sat sit vedvarende aftryk på den danske rockscene, men med lidt mere tid i øveren skal det nok ske – potentialet og velviljen er der i hvert fald! Siden bandfødslen i 2012 har rockdrengene været vidt omkring på de danske landeveje, og i 2014 smed de deres debut-ep – med det kreative navn EP 2014 – på gaden. Denne skive er gutterne nu klar til at supplere med ep’en Under, der byder på fire spritnye numre.

Tomme kalorier og kedsommelighed

Der er skruet helt op for guitarblæret og de store armbevægelser på dette andet udspil, og stort set alle grundreglerne inden for hard rock-genren efterleves. Der leges lidt med lånte elementer fra metalverden samt melodiske smagsnuancer, og der er klare musikalske hilsner til grungen og 90’er-rocken. Det lyder alt sammen meget godt på papiret, men i praksis bliver det sgu lidt for anonymt.

Det største problem er, at alle fire numre lyder bekymrende ens. Det virker ikke som om, drengene har meget på hjerte. Herudover er samtlige af numrene centreret om et gennemtrængende guitarriff, hvilket der ikke som sådan er noget galt i – det er nogle bidske og beskidte riffs, bevares. Men der skal altså mere til. Et guitarriff bør ikke være det eneste bærende element – de andre instrumenter skal også på banen.

Skiven skydes i gang med nummeret ”Snake Tongue”, der – trods alt – fungerer ganske fint. Efter et par trommeslag brager riff-meisteren løs i bedste dirty rock ’n’ roll-stil, og der opbygges en solid spændingskurve. Der er fuld smæk på fra start af, og energien er i top – jeg er glad.

Glæden varer dog kort, og på andet nummer, ”Bite The Bullets”, keder jeg mig allerede. Her mangler altså nogle simple – men vitale – ingredienser: indlevelse og catchiness. Tredje track, ”Among The Damaged”, siger dog delvis undskyld til lytteren med et supersprødt riff, der sidder lige i skabet. Dette nummer fungerer forholdsvis godt og har en snert af den catchiness, forløberen mangler. Sidste skæring, ”Invisible Hands”, har – igen – et dejligt riff, men resten af nummeret når aldrig at blive mindeværdigt. Jeg vil så gerne, men jeg kan altså ikke, huske hverken melodi eller tekst ét spinkelt sekund efter, nummeret er slut.

Bedre held næste gang

Der er ingen tvivl om, at disse Aarhus-drenge er en håndfuld dygtige musikere, men min Under-oplevelse er mildest talt tvedelt. På den ene side er skiven smækket med rivende riffs og godt groove, men på den anden side keder hvert andet nummer mig, og jeg savner i den grad innovation. Det hele er hørt og gjort før – hvis ikke af andre, så af bandet selv. Der mangler simpelthen variation, og at bandet sætter deres musikalske signatur på ep’en. Derfor ender vi på fem middelmådige kranier, der dog stadig er forhåbnings- og fortrøstningsfulde.