DETEKTOREN
Siamese Fighting Fish - [ingen titel]

[ingen titel]

Udkom

Type:Demo
Genrer:Prog rock, Prog metal
Antal numre:5

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

Ud over at have et fedt navn, er københavnske Siamese Fighting Fish faktisk rigtig dygtige. Bandet er tight sammenspillet og forsanger Mirza Radonjica har et imponerende sikkert udtryk, hvor det ekspressive aldrig forstyrrer den grundlæggende gode teknik. Musikken på nærværende demo, der er landet hos denne anmelder uden titel, årstal eller nogen form for information om de enkelte tracks (men så er det jo godt, at man kan lytte sig frem til i hvert fald sangtitlerne på Myspace), lyder generelt som en lidt enklere udgave af Protest the Heros progressive post-punk. Især Radonjicas vokal styrker denne association demoen igennem.

Der er dog også interessante indslag lidt hen ad Mastodon på de to første numre, "K.I.T.T. And the Heroic Villians" og "D.(e): A.D.", hvoraf sidstnævnte samtidig har en blanding af et nærmest Korn-agtigt groove og et lidt gothic metal-præget omkvæd. Tredje nummer, "Chronicle of Lovers", starter i det afdæmpede indierock-hjørne, lidt i stil med Kashmir eller Oceansize for gradvist at glide over i mere heavy punket energi og tilbage igen - en vekselvirkning, der gentages igennem nummeret. Den østeuropæiske (?) råbesang før et af de første energiskift er det eneste, jeg har bidt mærke i, ikke er helt tight på demoen, men det er dog ikke så slemt, at det giver nervøse trækninger. Det afsluttende "The Day Me and My Friend Quit Diet Coke" er en interessant fusion af alle de ovennævnte påvirkninger - det starter i det afdæmpede Oceansize-hjørne med uregelmæssigt dansende trommer og delikate akkordbrydninger og har herfra rejser ind i et mere støjende rocket univers med en antydning af nogle østeuropæiske eller orientalske klange i melodierne. Dog finder jeg samtidig dette nummer en anelse ensformigt - men også kun en anelse.

Alt i alt er Siamese Fighting Fish en velkommen tilføjelse til den danske musikscene, og det kan vist kun være et spørgsmål om tid, før vi får lov at høre et helt album med kampfiskene.

Tilføj kommentar