Rideau - Rideau

Rideau

· Udkom

Type:Album
Genrer:Stoner Rock, Hard rock
Antal numre:13

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Så’ der rock! The Hives har en cool og festlig fætter

En modig og spændende debut

Rideau har opkaldt deres førstefødte efter sig selv og har derefter sluppet den fri til at hærge gader og stræder. Og det vil den gøre. Et ubønhørligt mix af stoner og punk rock, til tider med tyngde som metal, er hvad, du får. Enten du vil have det eller ej! En løjerlig intro, hvor man bliver udsat for klicheen på en afstresnings-CD får en til at lytte en ekstra gang. Hvad er nu dét her for noget?

Og når man så ligger dér, ganske afslappet med lukkede øjne, så starter nummeret Ecstasy og forsanger Gabriel Öberg råber dig ud af trancen. Med en begejstring som et forårskådt føl går Rideau i kødet på rock-genren uden hæmninger. Formen er stram og genkendelig – vi har hørt det her før, f.eks. hos The Hives og Queens of The Stone Age, men så alligevel ikke helt. I en verden, hvor musik bliver mere og mere findelt i genrer, metal bliver eksempelvis stadig mere ekstremt og avanceret, og alting er placeret i nydelige små kasser, vælger Rideau undervejs at bryde form og stil ved at tilføje det gyldne skær af - messing!? På nummeret der vækker dig fra trancen er der pludselig en meget jazzet saxofon, der faktisk klæder nummeret og frisker et lydbillede op, der ellers er i risikozonen for ensformighed.

Stoner Punk?

Lyden minder meget om stoner rock med den lidt skramlede, løse produktion. Energien minder mere om punk rock med de hurtige riffs, up-tempo sange det meste af albummet og en dejlig beskidt råbe-vokal. Der er også sange med en mere drømmende kvalitet, hvor tempoet er tilbagelænet og vokalen knap så råbende. Energien og spilleglæden er dog ubønhørlig og absolut. På nummeret ”Reverend Bob” er vi dybt nede i de sumpede sydstater med slide-guitar i introen og hele den fugtige, trykkende stemning. Den meget bluesede stemning i nummeret tjener til både at bryde rammerne for det ellers meget punkede, energiske udtryk, albummet overordnet har, og til at vise, at Rideau er andet og mere end bare en festlig trio. De er dygtige musikere med en historie at fortælle.

Afveksling og genkendelighed – en svær disciplin

Rideau har sat overliggeren højt – de forsøger sig med et lydbillede, vi kender ud og ind, hvor regler og rammer er klart definerede. Og så tilføjer de deres egen udgave af anarki og spillelyst. Det er en vanskelig øvelse, som kan gå galt på så mange forskellige måder, at jeg har opgivet at tælle, inden jeg overhovedet er begyndt. Men på Rideau lykkes missionen til fulde, der er en klar og tydelig blodrød tråd igennem hele albummet, primært båret på en karakteristisk vokal og en genkendelig spillestil på guitar, og samtidig er der stor variation i stemning, tempo og udtryk. Og så er der saxofon. Ikke én men to gange. Det episke afslutningsnummer, ”December”, har nemlig en vaskeægte, fløjlsblød saxofon med i sin godt 10 minutter lange, storladne fortælling. Også det kan trioen fra Örebro åbenbart finde ud. Det bliver næppe mindre punket end ”December”, men det er ikke det samme som, at der ikke er en ukuelig energi i nummeret.

En stærk debut fra Rideau, som smager af mere. Musikken er skabt til at blive spillet live, og hvis bandet kan levere samme velspillede samspil og energi på en scene, så kommer vi helt sikkert til at høre mere til de her drenge. 8 flækkede, kværnede kranier deler vi ud til en meget stærk debut.

Tracklist

  1. Eye Closure
  2. Ecstasy
  3. The Bull And The Dove
  4. I Guess It's So
  5. Mayday
  6. Reverend Bob
  7. Stand Still
  8. No Air, No Food, No Luck
  9. Bloodshot
  10. Dvala
  11. Shameday
  12. An Act Of Revolution
  13. December