Rexoria - Queen Of Light

Queen Of Light

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Endnu en melodisk konstellation

Efterhånden dukker der så mange bands op i alle genrer, at det gælder om at have en gimmick af en art. Det kan være en speciel fremtoning, en speciel form for måde at tilgå musikken uden at gå på kompromis med genren, eller blot at have en realitystjerne. Rexoria forsøger sig med det sidste, idet forsanger Frida Ohlin har været nomineret i konkurrencen Årets Rockröst 2016 og ud fra det har været på turne med flere bands sammen med Rexoria.

Nogle vil mene, at de dermed fik en let indgang til musikbranchen, men som i enhver anden branche gælder det om at skabe kontakter, hvor man kan og bruge dem til at fremme sit mål. Rexoria endte så med at være den traditionelle melodiske version med en kvindelig vokal, en guitar, en bas og nogle trommer. Intet nyt under solen dér.

Hvad laver en rockstemme så i melodisk metal?

Det første album fra Rexoria skal endelig vise om Fridas stemme passer ind i den melodiske verden, eller om den simpelthen er for dyb til at kunne bære et helt album – ikke blot en EP – og samtidig fastholde interessen fra publikum. Netop den dybe stemme gør det svært for Frida at komme rundt i den vilde rangering og skabe den traditionelle stemning inden for melodisk, nemlig sopranen som opbyggende stemme, og så bruge alt-stemmen som dominerende stemme.

Flere steder kan man høre Frida forsøge sig med netop sopranen, men den bliver skinger og snerrende og formår slet ikke at have den klarhed, som f.eks. Tarja Turunen og Sharon den Adel er så kendte for at kunne. Samtidig er Fridas stemme så dyb, at hun heller ikke kan efterligne Christina Scabbia, som kunne være hendes rollemodel i det her tilfælde. Desværre falder hun i et hul lige midt i mellem dem alle, og formår ikke at skabe noget optimalt.

Samtidig er det, som om musikken er for langsom og dyster for tit til at kunne falde ind i melodisk metal genren. Men så kan vi vende tilbage til debatten omkring genrer; hvorfor skal det overhovedet inddeles i gener? Hvorfor kan vi ikke bare definere musikken ud fra, om den fungerer eller ikke fungerer? Om folk kan lide den eller ej? Så ud fra den devise, om musikken er god eller ej, må jeg falde på et nej.

Fridas stemme er alt for kedelig og på ingen måde inspirerende, trommerne er alt for langsomme, guitarerne er for kedelig og anonyme og bassen kan slet ikke høres eller føles, som den skal i metal. Et par gange forsøges der med et par ting med guitarerne, men det falder slet og ret slet ikke ind i harmoni med sangen og dens forløb.

Burde det være kaldes melodisk metal?

For at blive i definitionens verden om dette skal være melodisk metal, så burde enten en producer, manager eller Frida selv erkende, at hendes stemme ikke passer ind her, men nærmere ind i en mere rocket version, f.eks. i noget á la Kobra and the Lotus, hvor hendes stemme kommer mere til sin ret. Det, at være for stædig om HVAD man kan lave, frem for hvad KAN lave, er en evig diskussion med ens indre underbevidsthed. Desværre falder Rexoria projektet forkert ud, og må nøjes med fire kranier fra mig.

Tracklist

  1. The Land In Between
  2. Stranded
  3. Queen of Light
  4. Voice of Heaven
  5. Way to Die
  6. Song by the Angels
  7. Next Generation
  8. The Saviour
  9. Hurricane
  10. My Spirit Will Run Free
  11. You'll be Alright