Redemption - Long Night's Journey Into Day

Long Night's Journey Into Day

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Progressiv eller teknisk

Hvad skal metal indeholde, førend man kan kalde det progressivt? Spørger man Hr. Yli-Sirniö (hvilket jeg gjorde), skal det have rødder i 70’ernes rock og deres idéer om at udtrykke sig uden at være bundet af en bestemt struktur (jeg parafraserer). Men kan man ikke bare udtrykke sig selv gennem langvarig og intens instrumentonani og bare antage, at musikken som følge bliver nødt til at være progressiv? Selvfølgelig, bare tag fat! Amerikanske Redemption tager i den grad fat på deres syvende studiealbum, A Long Night’s Journey Into Day.

Overlange c-stykker

Min indledning skal læses med et glimt i øjet, for jeg kan faktisk rigtig godt lide Redemption og A Long Night, og for den sags skyld også adskillige albums af Dream Theater, som ikke just er kendt for kyskhed. Spørgsmålet om hvorvidt A Long Night er rigtig progressivt optager mig desuden langt mindre end spørgsmålet om hvorvidt det er rigtig godt, så lad os acceptere vilde guitar- og keyboardsoloer, fingerfærdige trommefills, skæve taktarter og pludselige brud som ”progressivt” og i stedet stille to andre spørgsmål: ”Er A Long Night værd at lytte til selv uden progressive elementer?”, og ”gør de progressive elementer albummet stærkere?”

Hvis man – så vidt muligt – ser bort fra den tiltagende onani har man et ganske lyttervenligt album. Så godt som hver sang bygger på en rygrad af rockende riffs og veltilrettelagte vokaler, og gruppen ved tydeligvis også godt, at god musik – uanset progressioner – bygger på gode bestanddele. ”Impermanent”, for eksempel, indleder med et fornemt (og teknisk) riff under en solo, og bevæger sig siden gennem velvalgte toneskift. ”Little Men” er endnu en vinder, kendetegnet ved stærk riffing og stærkere vokaler (og banal lyrik). Så vidt, så godt.

Hvis man atter indsætter de førnævnte elementer, har man så bedre eller værre sange? Ofte værre. Instrumentale passager forefindes i over halvdelen af sangene, men gør sjældent noget ved sangenes udvikling. Fortrinsvist benyttes de eksisterende rytmefigurer, og siden sangene alligevel vender tilbage til verset/omkvædet bagefter, fungerer de blot som et forlænget c-stykke, som trækker sangene i langdrag. ”Eyes You Dare Not Meet In Dreams” og ”The Echo Chamber” er eksempler på dette, men i realiteten er der kun to klare undtagelser. ”Indulge In Color” samt titelsangen rummer, udover stort teknisk arbejde, interessante toneskift og udtryksfuld sangudvikling (det, som ”progressiv” oprindelig refererede til).

Selvom jeg keder mig lidt under instrumentalstykkerne, så er der unægtelig imponerende arbejde på albummet. Versailles er på sidelinjen med en aneurisme, men Nick har mere end nok Van Dyk til at, øhm, spille for to, og han gør det endda også på keyboards sammen med Vikram Shankar. Chris Quirartes følger trop bag trommesættet med tilsvarende bombastiske fills, og Sean Andrews’ basspil er som forventet i top og hørbart, på trods af, at de syvstrengede guitarerne når godt ned i bassens domæne.

Mangler progression eller redigering

De største styrker ved A Long Night er og bliver velskrevne riffs og vokaler. Derudover er det tekniske niveau er afgjort i topklasse, og hvis man elsker behændigt soloarbejde og talkombinatoriske taktarter, er der rigeligt at komme efter her. Instrumentalstykkerne forfalder dog ofte til at gentage bestanddele uden at bringe sangene nye steder hen og den gennemsnitlige sanglængde på cirka seks-og-et-halvt minut trækker hele albummet hårdt i halen. Der er ikke én decideret dårligt sang på albummet, så man skal endelig ikke holde sig tilbage hvis man ikke ser et problem i langstrakt soloværk.

Tracklist

  1. Eyes You Dare Not Meet in Dreams
  2. Someone Else's Problem
  3. The Echo Chamber
  4. Impermanent
  5. Indulge in Color
  6. Little Men
  7. And Yet
  8. The Last of Me
  9. New Year's Day
  10. Long Night's Journey into Day

Tilføj kommentar