Raven Black Night - Barbarian Winter

Barbarian Winter

· Udkom

Type:Album
Genre:Doom metal
Spilletid:59.37
Antal numre:12

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Ensformigt og lettere intetsigende heavy-album

Raven Black Night er et amerikansk band fra ’99, der beskriver deres genre som "true epic metal", hvilket jeg synes er lige lidt for selvsikkert. De har netop udgivet deres andet studiealbum, Barbarian Winter, og jeg ville ikke gætte på at det var nyudgivet metal, snarere datere det til at være fra 90’erne eller lignende. Derudover bliver der hentet tydelig inspiration fra gammel rock og metal, og jeg er ret sikker på, at der hang plakater med både Ozzy, Dio og Led Zeppelin hjemme i bandmedlemmernes drengeværelser.

Produktionen på Barbarian Winter er ret ødelagt, og whiskystemme-vokalen passer meget godt til dette. Dog bliver det efter de første tre-fire sange virkelig irriterende, at han synger på helt samme måde albummet igennem, og min interesse bliver ikke rigtig fanget. Musikken, der nok bedst kan klassificeres som heavy metal (hverken episk eller true efter min mening), virker meget ensformig, og ingen af de seks første numre skiller sig synderligt ud.

I "Barbarian Winter" overraskes vi imidlertid. Dette nummer er gennemført doom, endda med en dyb growl – jeg havde absolut ikke set dette komme, men det er et virkelig godt nummer. Kvalitetsmæssigt synes jeg, at det løfter albummet, men desværre passer det bare slet ikke ind i helheden. De tilsyneladende tilfældige skift i genren synes jeg er generelt for albummet. "Changes" er ligeledes et meget stille nummer, og "Warrior’s Call" er 11 sekunders spoken word, hvor der opfordres til at være stærk, når man dør i kamp.

Ærlig talt er jeg lidt småforvirret over denne blanding af forskellige genreelementer på dette album, og jeg synes at det, der fungerer bedst, er det enlige doom-nummer "Barbarian Winter". Resten er jeg virkelig ikke imponeret over, og den røde tråd på Barbarian Winter er absolut ikkeeksisterende. Måske er der andre, der bedre kan lide dette, men jeg er bestemt ikke fan. Trackliste: 01. Fire in Your Eyes 02. Morbid Gladiator 03. Mystery Woman 04. Fallen Angel 05. Black Queen 06. If You Choose the Dark 07. Warrior’s Call 08. Barbarian Winter 09. Changes 10. Lips of Desire 11. Nocturnal Birth 12. Angel With a Broken Wing