DETEKTOREN
Progenie Terrestre Pura - oltreLuna

oltreLuna

· Udkom

Type:Album
Genrer:Atmospheric Post-Black Metal, Ambient Black Metal
Antal numre:5

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Atmospheric black post-metal electronica fra progressive italienere

Prætentiøst og bizart, men…

Progenie Terrestre Pura er et italiensk atmospheric black metal-band, hvis navn vel kan oversættes til ’Jordens rene afkom’. Med sådan et bandnavn kan man ikke lade være med at spekulere over, om vi har at gøre med udladninger fra det fascistiske overdrev her på deres andet udspil, oltreLuna, men det er vist slet ikke tilfældet. Ved nærmere eftersyn lader det nemlig til, at vi har at gøre med et opdateret take på space rock – altså rockmusik, der kigger op på stjernehimmelen og mod det uendelige univers, som Buzz Lightyear ville udtrykke det. Der er nu ikke tale om en billig kopi af hverken Rush eller Hawkwind fra 70’erne, men mere om atmospheric/ambient black metal tilsat en seriøs gang electronica og andre eksotiske ting, inkl. en del referencer til post-metal. Lyder det bizart? Det er det også. 

Efter sigende foretrækker dette italienske avantgardeband at blive benævnt med forkortelsen q[T]p, og på debuten U.M.A. fra 2013 brugte de to bandmedlemmer kunstnernavnene Eon[0] og Nex[1]. Prætentiøst? Jo tak, en smule. Alle titler på oltreLuna er i øvrigt i kantede parenteser, uhadada – meget avantgarde. Der bliver sunget, eller rettere skrålet, på italiensk, så det er lidt af en udfordring at forstå, hvad det hele handler om. Men oltreLuna skildrer vistnok menneskehedens fremtid, som vi må forstå ligger på den anden side af Månen. Lydbilledet, som q[T]p fremmaner, understøtter meget fint dette tema.

Calling Commander Shepard

Er man gamer, kan man nemt bilde sig ind, at det er et soundtrack til Mass Effect, vi hører her. Der er lange hypnotiske passager, hvor eksotiske instrumenter og stemninger frister én til at lukke øjnene og tage på en rejse med Commander Shepard eller Pathfinder Ryder. Den smukke stemning bliver dog ofte brutalt afbrudt af heftige black metal-sekvenser. Sådan er det sikkert også ude i det farlige univers, og rent faktisk er det jo ofte der, extreme metal fungerer bedst – dvs. når det brutale og mørke bryder smukke og rolige musikalske udtryk. Det mørke virker bare mørkere, når det sættes sammen med noget lys.  

oltreLuna starter stærkt med åbningsnummeret ”[.Pianeta.Zero.]” (formodentlig Jorden), der bl.a. gør brug af noget, der lyder som en sarangi (en traditionel indisk guitar). Denne skaber en smuk, melankolsk stemning, inden det for alvor går løs, og vi forlader vores gamle planet. På ”[.subLuce.]” indledes der med afrikanske trommerytmer, og senere hører vi en smuk kvindelig vokal. Begge numre fungerer godt, rigtigt godt endda. På titelnummeret ”[.oltreLuna.]” (over Månen) fylder black metal-elementerne noget mere, men sjovt nok taber albummet pusten lidt her, for generelt er det faktisk de egentlige metalpassager med fuld smadder, der fungerer dårligst på oltreLuna. Ikke fordi det er dårligt; det er bare ikke lige så inspireret og kreativt som resten af dette uforudsigelige album.

På ”[.Proxima:B.]” (tæt på B) afsluttes rejsen ved, må man formode, menneskets næste bopæl, ’B’. Her er vokalen visse steder maskinel og robotagtig, og vi mødes samtidig af en væg af guitarer. Den primære brudflade her er new age-inspirerede sekvenser, der efterfølges af næsten industrial metal. Man er ikke helt sikker på, hvad det egentlig er, vi er tæt på her, og det er måske også hele pointen: Progenie Terrestre Pura postulerer, at menneskehedens fremtid er ude i rummet, men samtidig at det er en usikker fremtid.

Ægte progressivt

oltreLuna er et album, der virkelig vokser med én. Det har ekstremt meget at byde på, er rimeligt kryptisk, som det nok er fremgået, og derfor absolut værd at høre igen og igen – især hvis man er til det mere outrerede og eksperimenterende. Her er der tale om progressiv musik i ordets oprindelige betydning – i modsætning til det meste andet såkaldte ’progressive’, der ofte bare er en gentagelse af snævre musikalske dogmer, dvs. egentlig alt andet end progressivt. oltreLuna bliver dog en anelse langhåret i længden, og det lyder, som om de ambitiøse kunstnere bag det her projekt løber lidt tør for gode idéer, efterhånden som historien fortælles. Det er faktisk ærgerligt, for dette album er ganske tæt på at være et mesterværk. En ting ER dog sikker: De hører mærkelig musik derude i rummet!

Tracklist

  1. [.Pianeta.Zero.]
  2. [.subLuce.]
  3. [.Deus.Est.Machina.]
  4. [.Proxima-B.]
  5. [.oltreLuna.]

Tilføj kommentar