DETEKTOREN
Nightbringer - Ego Dominus Tuus

Ego Dominus Tuus

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

En black metal-oplevelse så intens, kaotisk, smuk og storslået, at man kun kan lade sig overvælde!

Selvom black metal-bandet Nightbringer har sine rødder i Colorado, USA, lyder deres musik som noget, der kommer fra Skandinaviens dybeste, mørkeste nåleskove. Nightbringer blev skabt tilbage i 1999, og Ego Dominus Tuus er deres fjerde album. USA er ikke rigtig kendt for black metal - men det burde de så sandelig være!

En intens kombination af altopslugende kaos og atmosfærisk ambient

Introen ved navn ”Prayer of Naphal” er to minutters dystert keyboard og hviskende stemmer, hvilket ikke ligefrem er nyskabende eller kommer som en komplet overraskelse, når man sætter et album af denne genre på pladeafspilleren. Dog kan jeg ikke undgå at lade mig begejstre over, hvor stemningsskabende og ildevarslende denne intro er. Med undertoner af en isnende kulde skaber de to minutters keybord en atmosfære, der er yderst storslået, dyster og ond - og dermed er det, selvom konceptet langt fra er enestående, en perfekt start på Ego Dominus Tuus.

I ”Et Nox Illuminatio mea in Deliciis Meis” er det den typiske, kaotiske black metal-lyd med blastbeats og skinger growl, der er i højsædet, og kombineret med svævende keyboard og et melodisk omkvæd, skabes der en unik sammensmeltning af alt det bedste inden for genren. Dette nummer virker endog overjordisk (hvis det er det rette begreb) på nogle områder. Med det sagt, så er dette nummer ikke overvældende i sig selv, men er stadig et ganske udmærket stykke musik. Faktisk er det først ved ”Lantern of Eden’s Night”, som vi brutalt kasters over i efter en stille afslutning på det forrige nummer, at jeg bliver helt blæst væk af Nightbringer.

Tempoet i ”Lantern of Eden’s Night” er en smule lavere end i ”Et Nox Illuminatio mea in Deliciis Meis”, men dog formår Nightbringer at bibeholde det kaos, der hersker på Ego Dominus Tuus. I løbet af ”Lantern…” glider musikken flere gange over i doom-inspirerede passager, der simpelthen bare er uendeligt smukke. Disse stille, atmosfæriske passager præsenteres man for flere gange i løbet af Ego Dominus Tuus – blandt andet er ”Call of the Exile” et ambienttrack, der er strategisk placeret halvvejs gennem det intense kaos, man bliver udsat for i løbet af albummet. Det andetsidste nummer, ”Salvation is the Son of Leviathan”, er ligeledes atmosfærisk og ambient-inspireret, tilsat guttural, hviskende vokal – og det fungerer fantastisk i kombination med resten af albummet, der jo næsten er en diametral modsætning.

Filosofi, religion, og kosmos i kaos

Produktionsmæssigt er vokalen sat meget i baggrunden, hvilket måske er mit eneste kritikpunkt, idet den er utrolig stemningsgivende. Dog er produktionen, især med den fremtrædende guitar mange steder, meget velvalgt. Ligeledes tilføjer det underspillede, men meget brugte, keyboard en stor mængde episk storslåethed til det samlede lydbillede. Dette er utvivlsomt med til at gøre Nightbringer så unikt. Især i ”Where Fire never dreamt of Man” er keyboardet mere fremtrædende og spiller en central rolle. Især dette nummer bør egentlig fremhæves, idet jeg i umindelige tider ikke har været så imponeret over nogen form for black metal, som jeg er her. Det er simpelthen intet mindre end genialt - længere er den bare ikke.

Endnu et af de mange aspekter ved Nightbringers musik, der bør fremhæves, er det lyriske univers, som har overvældet mig fuldstændig. Temaerne kredser her om livet og døden, filosofi, og ligeledes er mange af numrene spækket med religiøse referencer. Som et eksempel bringes der i ”Things which are Naught” et citat fra den engelske digter og præst John Donne, og på samme måde refereres der til bibelske og/eller mytologiske hændelser, af hvilke der tolkes ud fra. Det er sjældent at støde på så spændende og intelligent lyrik som dette, og både musikalsk, men især også grundet de lyriske temaer, er det muligt at drage mange paralleller til kunstnere som fx Dark Fortress, Enslaved og Emperor.

Dette album kræver fordybelse - men du vil ikke fortryde det

Som tidligere nævnt er det simpelthen kaos, der beskriver Ego Dominus Tuus mest fyldestgørende. Dog er det, hvis man giver albummet den tid og fordybelse som det både kræver og fortjener, muligt at finde den røde tråd, og på den måde opdage det lille kosmos, der altid vil eksistere til at holde kaos i balance. Når først man er kommet ind på livet af Ego Dominus Tuus, er det foruden at være utrolig intenst og overvældende, ligeledes fuldkommen genialt.

Ego Dominus Tuus er en meget intens (og massiv - over 70 minutter) lytteroplevelse - men det er virkelig det hele værd. Det totale kaos afbrydes løbende af to ambient-numre, hvilke der virkelig er behov for på dette album - både grundet længden og intensiteten. Albummet kræver tid, lyst og koncentration, men det fortjener det ligeledes. Man har, når man først har sat Ego Dominus Tuus på, intet andet valg end blot at lade sig overvælde totalt. 

Kommentarer (1)

M

black metal

Nightbringer
Ego Dominus Tuus er det bedste album længe selv om det lyder som emperor og det ikke er Originalitet det er i højsæde sparker det røv for vildt

Tilføj kommentar