Night Demon spiller koncert i Gimle, Roskilde .
Night Demon - Darkness Remains

Darkness Remains

· Udkom

Type:Album
Genre:NWoBHM
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Back to basics

Bandet, du SKAL tjekke ud!

Det er nok ikke flertallet af alverdens heavy-hoveder eller heltids-headbangere, der kender amerikanske Night Demon. Men det burde de! Trioen, der kun har en EP og en enkelt langspiller bag sig, spiller fænomenal old school tråd i bedste Iron Maiden-stil. Det kan momentvis lyde som plagiat af forbillederne, men alt er glemt, når først musikken spiller. Deres anden full-length, Darkness Remains, rummer nemlig sublime numre og er fabelagtigt godt produceret. 

Tilbage til rødderne

Vi anmeldere, og musikelskere i al almindelighed, har det med konstant at være på jagt efter det nye sort. Præget af et hyperkomplekst "brug og smid væk"-samfund bliver den kendte lyd hurtigt gammel og forældet og skal snarest muligt erstattes af noget nyt. Men i bedste Svend Brinkmann-ånd er det nogle gange sundt at stå fast og skue bagud og sætte pris på noget af det, vi troede, var gået over dato for længst. For umiddelbart er det ikke hverken fristende eller relevant at bruge tid på et band, der lyder nøjagtig som Iron Maiden, Diamond Head og et par stykker mere. Men i tilfældet Night Demon vil undertegnede alligevel anbefale alle at tage turen tilbage i tiden og bare nyde rejsen. 

Med knivskarpe riffs, veltimede temposkift og perfekt vokal leverer Night Demon en masse dragende melodier med masser af guitarharmonier og galopperende rytmer. Frontmand Jarvis Leatherby har en stemme, der er perfekt til genren. Med fylde og et imponerende register giver han sangene en lækker finish og et fedt groove. Og som om det ikke var nok, er det selvsamme Leatherby, der spiller den fabelagtigt producerede bas, som i bedste Steve Harris-stil fuldender det fantastiske lydbillede. 

Åbneren "Welcome to the Night" er en sand fryd og en knaldgod albumstarter. Herefter følger flere super fede numre i samme gode tråd, og især nummeret "Maiden Hell" skal fremhæves – her går bandet nemlig i 100 procent Iron Maiden-mode og holder sig ikke tilbage, hvad gælder referencer til forbillederne. Vi får både et "scream for me", et knapt så diskret nik til nummeret "If Eternity Should Fail" plus alle de referencer, der overhovedet kan proppes ind i et tre minutter langt hyldestnummer. 

Det nye sort? Nej, men det er hamrende godt

Den skarpe læser vil nok spørge, hvad i alverden vi skal med et band, der lyder fuldstændig som nogle andre. Tja, hvad skal vi med Copenhell-aktuelle Airbourne, når man har AC/DC? Svaret er enkelt: Vi skal bare nyde den fede musik – intet andet. Et band som Night Demon kan nemlig få os allesammen tilbage til dengang, vi var ti år gamle og opdagede den fede tråd i storesøsters musiksamling. Det er med musik, som det er med hele historien; den kører ikke lineært ud ad en ensporet vej, men derimod i ring, så tingene fuldendes og forstås i en helhed. Så pyt med om de lyder som Iron Maiden på langt det meste af pladen. Darkness Remains er super fed musik, der i en travl tid kan minde os om, hvem vi egentlig er. Og tusind tak for det!   

Tracklist

  1. WELCOME TO THE NIGHT
  2. HALLOWED GROUND
  3. MAIDEN HELL
  4. STRANGER IN THE ROOM
  5. LIFE ON THE RUN
  6. DAWN RIDER
  7. BLACK WIDOW
  8. ON YOUR OWN
  9. FLIGHT OF THE MANTICORE (Instrumental)
  10. DARKNESS REMAINS

Kommentarer (1)

Rene Poulsen

Bedste udgivelse i år

"hvad i alverden vi skal med et band, der lyder fuldstændig som nogle andre" bliver der spurgt i anmeldelsen. For første gang nogensinde har jeg hørt et band som har potentiale til at tage over når Iron Maiden ikke længere kan selv. Det er det vi skal med dette band. Det her er på den front en utrolig vigtig udgivelse, og det bedste rendyrkede heavy metal album jeg har hørt meget meget længe.
God anmeldelse. Forhåbentlig kan den være med til at udbrede kendskabet til dette fantastisk fede album/band.