My Regime - Deranged Patterns

Deranged Patterns

· Udkom

Type:Album
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Regimets forkyndere af thrashens lyksaligheder

Jeg havde, da jeg satte Deranged Patterns i afspilleren, aldrig hørt eller hørt om denne svenske kombi. De har endda allerede en fuldlængdeskive ude: Dogmas fra 2016. Så My Regime er altså ikke et band, der spilder tiden. Det første, der slog mig, da jeg hørte musikken, var, at den der produktion er godt nok massiv, men massiv på en, synes jeg, uklædelig måde. Man bliver mødt af en mur af tunge guitarer, en meget tydelig bas, der hele tiden ligger som en underliggende summen, og nogle trommer, der nærmest drukner i det tunge mix. Jeg synes ganske enkelt, det piller noget impact ud af musikken. Jeg foretrækker min thrash mere 80’er-agtigt produceret; mere diskant og tyndbenet. Men okay, det handler jo om musikken, og den fejler intet…

Spil den med… My Regime

Ovenstående tror jeg, de fleste metalfans eller i hvert fald thrash-fans har skreget med et andet band som afslutning! My Regime lyder i passager ufatteligt meget henad de amerikanske stormestre udi thrashens ædle kunst – ja, faktisk lyder de nogle gange så meget som Slayer, at man næsten tror, det er dem, man lytter til. I forhold til de nyere Slayer-skiver er der ikke langt fra den klasse til den, My Regime repræsenterer. Der køres i et groove og med en fart, man som thrash-fan hurtigt vil kunne finde tryghed i, og riffene er gode og powerfulde, så hovedet begynder hurtigt at rokke i takt til musikken. Vokalen fra Christian ”Spice” Sjöstrand ligger også meget henad nyere Tom Araya, uden dog helt at matche den klasse og aggression.

Kan du lide thrash, kan du helt sikkert…

… lide skiven her! Der bringes intet, som i absolut intet, nyt til thrash-scenen, men det betyder så uendeligt lidt i mit univers, når kvaliteten er, som den er på Deranged Patterns. Søger du masser af musikalske udfordringer, jazzede 10-strengsguitarer, umulige sangstrukturer og kasinotatoverede brøleaber, så er My Regime ikke noget for dig! Men søger du til gengæld en fed skive til fest, træning eller bare lyttefornøjelse, skal du bare slå til nu! Som en fodnote: Cover-artworket er fantastisk!!

Tracklist

  1. DERANGED PATTERNS
  2. TIME SLIPPING OUT OF TUNE
  3. RAYS OF GREY
  4. OFF TO WAR
  5. I AM
  6. THE SOUND OF DYING DREAMS
  7. NERVOUS FORT
  8. THE SMILING DOG
  9. THE CAGE
  10. SILVER
  11. SURREAL REALITY