Mortillery - Origin of Extinction

Origin of Extinction

· Udkom

Type:Album
Genre:Thrash metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Intens canadisk thrash er et must for fans!!!

Kært barn har mange navne. I Canada er byen Edmonton, i folkemunde, kendt som DEADmonton. Et middelmådigt ishockeyhold, et gigantisk indkøbscenter samt en iskold vinter, der får den danske til at fremstå som en sommer i det sydfranske, er hvad byen kan prale mest af. Men men... Edmonton kan også prale af, at være hjemby til et af tidens mest interessante navne på thrashscenen; Mortillery!

To femtedele (bassist og forsanger) er kvinder. Ikke helt normalt for et hårdtslående thrashband. Men det er, ikke desto mindre, hvad Mortillery er. De gjorde sig bemærkede sidste år med det fremragende album Murder Death Kill, og er nu allerede klar med en opfølger.

Det kan siges ganske kort: Origin of Extinction er noget af det bedste thrash jeg har hørt meget MEGET længe! Ganske atypisk lægges der ud med et instrumentalt nummer, men jeg skal love for, at det virker. "Battle March", som nummeret hedder, fungerer som ouverturen til en heftig omgang sublim thrash. Næste nummer "No Way Out" sparker for alvor festen i gang, og så bliver man ellers revet rundt i riff-manegen de efterfølgende 40 minutters tid. Forsanger Cara McCutchen og resten af Mortillery, viser os præcis hvor skabet skal stå, og havde man ikke lysten i forvejen, så får man for alvor trang til at skrue op, når man kommer til skivens ottende skæring "F.O.A.D" (gæt engang hvad det er en forkortelse af...?). Et nummer der egner sig perfekt til, at genere naboerne på en trist og grå søndag. Tak for kaffe!

Det er thrash med tydelige og charmerende linjer tilbage til punken. Lyden er nærmest perfekt skrabet og upoleret, og fortsætter bandet deres yderst spændende udvikling, vil jeg glæde mig til at følge dem i årene fremover. Og kom så lige til Europa tak! Sikke en fest det kunne blive på Copenhell.

Trackliste: 1. Battle March 2. No Way Out 3. Cease To Exist 4. Creature Possessor 5. Seen In Death 6. Feed The Fire 7. The Hunter’s Lair 8. F.O.A.D. 9. Maniac 10. Sunday Morning Slasher

Origin of Extinction - desværre har Mortillery ikke lavet en decideret video til dette album, men her er lidt godbidder fra den.