Morild - Så kom Mørket

Så kom Mørket

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Blåt flag

I disse dage er der en tendens til at dyrke det deprimerende. Subgenren DSBM (Depressive Suicidal Black Metal) har rystet en del albums af sig de forgangne år, men også blackgaze og post black har gået sin sejrsgang på den sorte scene. Men hvor har vi så MORILD henne? Efter at have lyttet til Så kom mørket og tog mig på ordet/En sort sky af minder/I afgørende stunder/Frosset fast til mit indre/Jeg håber det forsvinder med lyset/At dø eller blive fri (ja, det hedder den!) er jeg ikke blevet meget klogere. Til gengæld er jeg blevet gladere, for det er en eminent plade, der tåler mange gennemlytninger. For det var det, der skulle til, før jeg indså, at MORILD kan noget helt særligt. De er hverken er fugl eller fisk, og det er netop deres styrke.

Vandet var frossent, og luften var kølig, og pigernes læber var blå

Mit første indtryk af første nummer var, at de i bandet havde tillagt sig et maritimt auditivt tema. De indledende fire og et halvt minut kunne jeg ikke afgøre, om det var stemning eller riffs, fordi det lød som musik under vand. Et kor af vandnymfer lokkede mig med på en svømmetur, og skæring nummer to, ”En Sort Sky Af Minder”, holdt mit hoved under vand. Vokalen er, traditionen tro, optaget i et tilstødende lokale, og selvom trommerne halser af sted med guitaren lige i hælene, bliver musikken hverken ensformig eller komisk kliché. Knagen, hele nummeret er hængt op på, er den blide melodi, der ligger som en lumsk understrøm og river dig med, hvis du ikke er opmærksom. Der er afstikkere til doomuniverset på den velspillede ”I Afgørende Stunder”, og farten bliver sat ned for en stund. Det klæder dem rigtig godt, og mit ene af blot to kritikpunkter – den klassiske halsbetændelse af en vokal – bliver pludselig mindre monoton. Om det skyldes det imponerende trommespil eller ej, skal jeg ikke kunne sige, men den overordnede sammenhæng på pladen bliver kraftigt understreget af den næsten primale trommebårne outro, der løber sammen med næste nummer.

Efterhånden som jeg har lyttet MORILDS debut fuldlængde igennem flere gange og dannet mig et overblik, står det klart, at MORILD har sans for black metal. ”Frosset Fast Til Mit Indre” eksperimenter med et folk-element, de vokaliserende kvindekor er tilbage, og et par abrupte temposkift cementerer, at vi er ude til over navlen. Der er, trods deres musikalske egenrådighed, en smule respekt for traditionerne, og sædvanen tro finder vi da også den uundværlige instrumentale ballade henimod slutningen af den effektivt pakkede plade.

Mit andet kritikpunkt er sådan set rækkefølgen af de to sidste numre. Det akustiske afbræk er forløber for et nummer, der lyder, lugter og smager af Norge, og selvom vi ikke har så dybe skove, høje bjerge og alle oliemillionerne, så har vi stadig koldt vand, grå skyer og vinterdepressioner. Havde de to numre været byttet om for den musikalske kontinuitets skyld, havde det været nok til at gøre mig til vinterbader.

Cecilie og havmanden

Ser man bort fra den minimalt mundrette titel er Så Kom Mørket… en plade, der vokser på en. Der er ingen tvivl om, at de spiller black med hjerte og sjæl, men det er efterhånden et så vidt begreb, at det siger lige så lidt om et band, som det gør, om hvilken slags black de spiller. MORILD favner bredt, og er stærkest i deres melodiske og, tør jeg sige det, følsomme øjeblikke. Vokalens ensformighed er mit eneste andet irritationsmoment, for hvorfor ikke vove sig ud i noget andet, når nu musikken inviterer til en svømmetur i mørket? Jeg køber mig et årskort til Den Blå Planet, og sætter mig derud og lytter, mens jeg græder bitre tårer ved tanken om ikke at være der, når MORILD d. 1/2-19 optræder i deres sande element.

Tracklist

  1. Så kom mørket og tog mig på ordet
  2. En sort sky af minder
  3. I afgørende stunder
  4. Frosset fast i mit indre
  5. Jeg håber det forsvinder med lyset
  6. At dø eller blive fri