Mnemic - Sons Of The System

Sons Of The System

/ Warner Music Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Industrial metal, Alternativ metal
Spilletid:52.13
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 6,3/10 baseret på 7 stemmer.

Det fjerde album fra danske Mnemic er i min optik det mest interessante vi til dato har hørt fra dem.

Der er som sådan ikke sket nogen form for revolution i bandets stil – "Sons Of The system" er blot resultatet af bedre sangskrivning. Hvor der på nogle af de tidligere udgivelser har været en tendens til at omdrejningspunktet til tider har været en række sindssygt kryptiske riffs, er det tydeligt at de enkelte sange besidder langt bedre vokal-hooklines på det seneste opus. På tidligere albums er det da også hos denne anmelder sange som "Meaningless", der har bevist at Mnemic ikke blot er resultatet af inspirationskilderne (skønt eksempelvis Fear Factory-inspirationen stadig ikke fornægter sig), men at Mnemic bestemt har haft noget at byde ind med – et potentiale der opfyldes med "Sons Of The System".

De synkoperede riffs er stadig en fast bestanddel af udtrykket hos Mnemic og det tekniske håndværk er der da heller ikke en finger at sætte på og når bandet leverer sange som "Mnightmare" er det svært ikke at lade sig rive med, fordi de tekniske, tunge og melodiske aspekter går op i højere enhed. Ved første gennemlyt er det da også sange som førnævnte "Mnightmare" der bides mærke i, men det mærkes allerede ved anden gennemlytning at mange sange har fået flere lag og mere dybde, som samlet efterlader Mnemic med et rigtigt stærkt udspil. "Elongated Sporadic Bursts" og "Hero In" er andre eksempler hvor en stærk vokalmelodi er omdrejningspunktet, men Mnemic samtidig får demonstreret tekniske finesser. På "Sons Of The System" viser Mnemic også en mere tilbagelænet side med "March Of The Tripods", som yderligere understreger den alsidighed som Mnemic kan diske op med på deres seneste album.

I og med at Mnemic stadig er leverandører af flere kryptiske og tekniske riffs end flertallet, får sangene også naturligt inkorporeret de detaljer, man ikke nødvendigvis bider mærke i, ved de første fire-fem gennemlytninger, hvilket er med til at give albummet en længere levetid - men på dette seneste album er det gjort med langt mere respekt for sangen som helhed end tidligere. Med "Sons Of The System" har dansk metal fået en god start på 2010 – og vi må bare håbe at dette er pejlemærket for kvaliteten hos andre danske udgivelser dette år.

Tracklist

  1. Sons of the System (5:35)
  2. Diesel Uterus (4:31)
  3. Mnightmare (4:55)
  4. The Erasing (4:07)
  5. Climbing Towards Stars (4:41)
  6. March of the Tripods (6:53)
  7. Fate (3:35)
  8. Hero(in) (5:15)
  9. Elongated Sporadic Bursts (3:51)
  10. Within (4:45)
  11. Orbiting (4:42)

Kommentarer (3)

CeZo

Indlæg: 6

Jeg er ikke synderligt

Jeg er ikke synderligt begejstret! Siden Mnemic sagde farvel til Bøgballe er bandet blevet mere og mere ligegyldigt for mig! Sangene fanger mig slet ikke længere. Jeg er ikke i tvivl om at de er dygtige musikere, og at det er svært det de spiller, men der er bare ingen steder hvor jeg tænker "fuck, hvor er det fedt". Det er jo ikke noget godt udgangspunkt for flere gennemlytninger, hvilket er super ærgeligt da jeg ellers er ret vild med de første to albums.

CeZo gav Mnemic - Sons Of The System 5/10.

Claus Ljørring

Claus Ljørring

Redaktør

Indlæg: 377

Jeg må sige, at jeg var VILD

Jeg må sige, at jeg var VILD med deres debut album, men har ikke brudt mig særlig meget om de øvrige skiver... Heller ikke denne har fået mig op af stolen

Claus Ljørring gav Mnemic - Sons Of The System 6/10.

Fuzkeren

Indlæg: 9

100 gange bedre end Passenger

100 gange bedre end Passenger, der var noget værre lort. Super fedt album, Mnemic kan stadig :)

Fuzkeren gav Mnemic - Sons Of The System 7/10.

Tilføj kommentar