Legendariske Michael Schenker frelser sit ego med lettere intetsigende påske-rock.

Herrens komme

Det er bestemt ikke alle musikere, der kan fremvise et CV så imponerende som Michael Schenkers. Scorpions, UFO, Michael Schenker Group (MSG) samt en masse andre projekter vidner om en mand, der kan sit kram og ved hvorledes man rocker natten lang. Den utrættelige, tyske superguitarist har gennem tiden vist mangen en musiker, hvor skabet skal stå, og flere andre berømte guitarister nævner Schenker, når de taler om deres største inspirationskilder. 

Selvom Schenker har rundet de 60 somre, er han bestemt ikke færdig med at rocke. Under navnet Michael Schenker Fest har han samlet nogle af sine gamle venner, og skal igen holde røvballefest til den lyse morgen. 
Han har syntes, at det var på tide med en genopstandelse, og derfor har han med et for årstiden passende påsketema – komplet med albummets titel, Resurrection, coveret samt nummeret “The Last Supper” – kørt sig selv i stilling som guitarrockens messias. Nu skal den klassiske rock frelses.

Frelserens legeme – en tør kiks

En af de føromtalte guitarister, der nævner Schenker, når snakken falder på inspirationskilder, er Metallicas Kirk Hammett. Og netop Hammett er at finde på pladens åbningsnummer, “Heart and Soul” – en klassisk power/hard rock-skæring komplet med dundrende, simple riffs, høj hastighed, fiskekutterbas og en vokal oppe i de høje oktaver; det er hørt før. Schenker gør det dog bedre end de fleste, og rutinen samt spadefærdighederne er ikke til at tage fejl af. Hammetts indsats? Tjo, den er hæderlig, men ikke noget særligt. Nummeret, som faktisk er ganske okay dog uden at være prangende, kan snildt nydes og skabe begejstring hos fans. Man krydser dog også forsigtigt sine fingre for, at resten af pladen er en anelse mere fængende og en del mindre banal i sit udtryk – ikke mindst i teksterne. Men ak...

Efter en nogenlunde åbning fra en mand, der slet ikke er færdig med at spille hegn for hegnets skyld, får vi en resterende mængde lettere intetsigende numre, som er skåret over en helt identisk skabelon. Navnlig “Take Me to the Church” er en rædderlig omgang tyskerrock, hvor man foranlediges til at tro, at den gode Schenker kun har lavet et album for at kunne lire en solo af i ny og næ. Den mistanke bliver kun bekræftet, jo længere man lytter. 

“Everest” er egentlig en ganske god ørehænger, og flere af numrene har generelt nogle fine kvaliteter, men hele albummet efterlader en generel fornemmelse af, at samtlige numre er skrevet udelukkende for at danne fundament for guitaren, og ikke mindst de evindelige soli. Schenker er dygtig, bevares! Men når banaliteterne står sådan i kø, som det er tilfældet på Resurrection, undres man over, hvorfor hulen den gode Schenker ikke brugte bare en anelse mere energi på andet end bare den fede spade. 

Frelser og forræder

Med de fire(!) sangere, der er hyret til pladen – de tre tidligere MSG-sangere, Gary Borden, Graham Bonnet og Robin McCauley, og den tidligere sanger for Michael Schenker’s Temple of Doom, den legendariske Doogie White – er der i allerhøjeste grad lagt i kakkelovnen til en formidabel fest med legenderne. Men, som nævnt, ender det hele uhyre ensformigt og synes kun at eksistere for guitarens skyld. Produktionen, samt en masse andre delelementer af albummet, sidder ellers lige i skabet, men Schenkers genopstandelse, hvis han da overhovedet havde brug for en, ender med at være en stereotyp og lettere fesen omgang guitarrock, hvor den eneste, der synes at blive frelst, er Schenker selv. Det bliver for meget af det gode, og dermed indtager han også, paradoksalt nok, rollen som Judas, som albummet skrider frem; i sin iver efter frelse ender Schenker med at forråde sig selv, sit eftermæle og alt hvad han står for. Øv!

Resurrection vil sikkert tilfredsstille en masse inkarnerede Schenker-fans, der higer efter mere af det samme, og fred være med det, men når man placerer sig selv i en central hovedrolle i historien om den sidste guitar-nadver, og ender i et selvforherligende egotrip med alt for store armbevægelser og næsten intet indhold, kan det ikke afføde mere end fem kranier. Sorry Schenker, men det bliver ikke denne plade, du bliver husket for.