Livløs spiller koncert i Sønderjyllands Hallen, Aabenraa .
Livløs - Livløs

Livløs

Udkom

Type:EP
Genrer:Death metal, Groove
Antal numre:4

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Spirende nyt Aarhusiansk metalhåb, er alt andet end livløst

Vellykket og aggressiv energiudladning

Der er livløs og så er der LIVLØS. De to ord kan virke ens, men er så forskellige som de overhovedet kan være. Ordet i sig selv peger jo på noget, som virker dødt om end med et spinkelt håb om liv. Der er til gengæld intet spinkelt ved LIVLØS. Den eneste synlige forskel på de to ord, er at det er skrevet med stort og det er der en logisk forklaring på. De fem Aarhusianske gutter har siden 2014 ikke blot pustet liv i ordet, men i hele dets betydning.

Deres nye EP af samme navn, som har en anden kendt Aarhusianer ind over på mikserpulten, nemlig Jacob Bredahl - er en ekstrem vellykket og aggressiv energiudladning. Fire numre som viser at Aarhus stadig er yderst leveringsdygtige i fee metal.

Hold venligst arme og ben ud til siden, og påbegynd headbang

Første nummer ”Sheets” giver følelsen af morgenkaffe med druesukker, spædet op med en Red Bull, for det er fyldt med energi og aggressivitet. Der er ikke lagt fingre i mellem her, for så var de i den grad kommet i klemme i noget der slår meget hårdt. For det er et hårdt og tempofyldt nummer, der dog stadig rummer en masse diverse harmoniske elementer, som gør det komplet og åbner godt ud for denne EP.

Der er ikke meget plads til at sidde ned og få pusten, men der hvor du lige kan læne dig tilbage i stolen og rokke med, står åbningen for nummeret ”Passenger” for. En superlækker og stille indledning, som for en stund sætter tempoet ned, i godt og vel et minuts tid. Her efter bliver der igen skruet op for tour de force knappen og der bliver atter sat gang i løjerne. Det genspejler sig på den resterende del af EP’en med numrene ””Hallucinations” og ”Decay”, hvor der flittigt bliver skruet op og ned for tempo og tilsat nogle lækre groovy og tunge stykker. I front for de tunge herligheder, er en satans karismatisk og fabelagtig forsanger, der borgerligt går under navnet Simon Olsen.

Smæk for en skilling

Det er første udgivelse fra de fem gutter og det er en særdeles vellykket en af slagsen. De har stadigt meget at lære, men Rom blev heller ikke bygget på en dag. Der er slet ingen tvivl om at de her drenge hører til på en scene, og har en masse energi og aggressivitet de skal ud og have fyret af. Jeg ser i hvert fald frem til et LIVLØS adrenalinchok og håber vi snart får meget mere og se til dem. Med denne EP i bagagen, så er udgangspunktet for en lys fremtid indiskutabelt. Rigtig flot debutplade, der får 8 store kranier med på vejen.

Tracklist

  1. Sheets
  2. Passenger
  3. Hallucinations
  4. Decay