DETEKTOREN
Life Of Agony - A Place Where There's No More Pain

A Place Where There's No More Pain

· Udkom

Type:Album
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Life of Agony er tilbage med et forrygende og smukt album

 

Født på ny

På Copenhell i 2015 skyndte undertegnede sig hen til Hades-scenen, lige da festivalen havde slået portene op. Life of Agony skulle spille, og det ville jeg for alt i verden ikke gå glip af. Men ville de stadig kunne noget på en scene efter flere brud og sporadiske gendannelser i de seneste 15 år? Absolut. Vi fik en forrygende koncert, og igen i Amager Bio i december måned beviste New Yorkerne, at de ikke bare er et nostalgi-act, der mangler penge til pensionen. De er et fantastisk liveband, der på ingen måder er færdige.
Nu er det så, at bandet også skal bevise, at de stadig kan lave fede plader. Langt om længe er de klar med deres femte studiealbum, A Place Where There’s No More Pain – deres første skive i 12 år. 


Endeløse lag af sjæl og intensitet

Kan de så stadig lave god musik? Det korte svar er: Ja! A Place Where There’s No More Pain er et forbandet godt album. Faktisk overraskende godt. Overraskelsen består i, at Life of Agony siden Soul Searching Sun, deres lettere stilforvirrede tredje album fra 1997, har levet en temmelig rodet tilværelse med opbrud, gendannelser og ikke mindst forsanger Keith Caputos navne- og kønsskifte til Mina Caputo. Broken Valley fra 2005, resultatet af deres første gendannelse, var nogenlunde uden at være prangende. Og med endnu en opløsning kort efter var det igen tydeligt, at bandet ikke havde fundet den rette hylde. De er langt fra det eneste band fra de tidlige 90’ere, der har haft svært ved at begå sig efter årtusindskiftet, og jeg havde ikke i mit liv forestillet mig, at de kunne komme så stærkt tilbage. Men nu er det, som om bandet har fundet deres ståsted. Et sted, hvor der ikke er mere smerte. 

Mina Caputo er endnu en gang forbløffende åben, ærlig og dybt personlig i sine tekster og bidrager på smukkeste vis til den intensitet, der gennemsyrer pladen fra start til slut. Produktionen er sprød og lækker, og musikken er, som vi kender den, når Life of Agony er allerbedst: flabet og modig metal-/hard rock-crossover, der placerer sig i slipstrømmen af bands som Alice in Chains og Stone Temple Pilots. Men med en del mere dybde og substans. Pladen kan nemlig ikke bare gennemlyttes en enkelt gang, som så meget andet hard rock. Hvad, der umiddelbart lyder simpelt og ligetil, åbner sig op og afslører flere lag, jo mere albummet høres, og det er en aldeles fin bedrift.
Titelnummeret, “World Gone Mad” og “Meet My Maker” er no-bullshit hard rock, der med deres fængende hooks og skærebrændende riffs er formidable ørehængere. “Right This Wrong” og "Dead Speak Kindly” er med deres slæbende tempo og mørke stemning albummets headbang-fremkaldende numre. Og så er der skivens sidste nummer – det stille, dybt personlige og næsten lidt uhyggelige “Little Spots of You”. Minas stemme er unægteligt blevet en del lysere, end dengang hun hed Keith, men det klæder pladen fantastisk godt. Og jeg mindes faktisk ikke nogensinde at have hørt et nummer, hvor en sangers hjerte krænges så meget ud, og sammen med resten af pladens sange bidrager det til, og fuldender, et fantastisk og tidløst hard rock-album, der er noget af det bedste i denne genre i meget lang tid. 


Når musik ikke bare er musik

Skal skiven sammenlignes med de fire tidligere albums, vil jeg mene, at den ligger tættest op ad Broken Valley, bare meget mere vellykket. Præcis som på forgængeren forsøger bandet på ingen måde at kopiere deres egen fortid og lave en ny River Runs Red – debuten fra 1993, som de fleste fans muligvis stadig synes er bandets hovedværk – men trækker på alle de ting, der har virket for dem, og fletter dem sammen til et stringent, strømlignet og nutidigt lydbillede.
“Er det ikke bare 90’er-hard rock spillet af folk, der er blevet lidt ældre?”, spørger du. En lille smule jo. Men vis mig så lige et band med lige så meget på hjerte, lige så meget nerve og lige så meget inderlig mørk intensitet i deres musik som Life of Agony anno 2017. Det tvivler jeg på, du kan. A Place Where There’s No More Pain er ikke bare resultatet af endnu en gendannelse og bare en omgang gammel vin på nye flasker. Det er beviset på, at når god, gennemarbejdet hard rock tilføjes passion, personlighed og smuk inderlig smerte, bliver musikken til decideret kunst. 

 

Tracklist

  1. Meet My Maker
  2. Right This Wrong
  3. A Place Where There's No More Pain
  4. Dead Speak Kindly
  5. A New Low
  6. World Gone Mad
  7. Bag Of Bones
  8. Walking Catastrophe
  9. Song For The Abused
  10. Little Spots Of You

Tilføj kommentar