Guds lam sætter fokus på leukæmi og hylder afdød ven på ny EP
No time to waste
Amerikanske Lamb of God, og i særdeleshed frontmand Randy Blythe, ligger ikke på den lade side. Siden sidste års suveræne langspiller, VII - Sturm und Drang, har de turneret kloden tynd og endnu ikke holdt nogen nævneværdige pauser. Man må smede, mens jernet er varmt. Sørge for at holde momentum. Dette forsøger bandet med en ganske udmærket EP, The Duke.
Anderledes på en god måde
Over flere år udviklede Randy Blythe og resten af LoG et tæt venskab med en fan, Wayne Ford, som i lang tid havde været syg af leukæmi. Hans livssyn, og ikke mindst konfrontationen med hans forestående død, inspirerede bandet til at skrive EP’ens titelnummer som en hyldest til Ford, da han døde i en alder af kun 33 år i 2015. Nummeret blev til under optagelserne af VII - Sturm und Drang, men det blev hurtigt besluttet, at det stilmæssigt ikke passede med resten af albummet. Sangens budskab ville stå stærkere, hvis det blev udgivet separat på et senere tidspunkt.
At “The Duke” ikke passer ind på VII - Sturm und Drang vil jeg uden tøven give bandet ret i. For “The Duke” er langt hen ad vejen et utraditionelt LoG-nummer. Det er på ingen måde dårligt, men på et så sublimt album som VII - Sturm und Drang havde det været en markant ørebæ. Den vanlige aggressive stil er lagt på hylden til fordel for et mere rocket udtryk, og Blythes sædvanlige varulve-hvæsen er erstattet af en helt ren vokal. Det er let fordøjeligt, ganske medrivende og catchy. Alt i alt temmelig fedt. Men en klassisk LoG-komposition er det ikke, hvilket måske vil overraske negativt hos nogle.
Det er skivens anden skæring, “Culling”, derimod. Her er Lamb of God, som vi kender dem, i vanlig aggressiv stil, hvor især trommespillet fra den fænomenale Chris Adler ikke er til at overhøre. På guitarsiden får vi også lidt lækkerier fra Will Adler og Mark Morton, og selvom nummeret ikke ligefrem går over i metal-historien, er det bestemt et lyt værd for alle fans.
Udover disse to nye skæringer byder EP’en på tre livenumre. Det drejer sig om “Still Echoes”, det formidable nummer “512” og “Engage the Fear Machine”, som er optaget på et par af sommerens store festivaler. Undertegnede skribent har for vane at synes, livenumre og covers oftest er forholdsvis uinteressante, og det gør sig også gældende her. Hør originalerne i stedet; de er meget federe. Livenumre på en EP er ofte ligegyldigt fyld. Og tilmed er det ellers så fantastiske nummer “512” temmelig slattent leveret. Øv!
En smuk hyldest
Bandets intention med ”The Duke” har været at sætte fokus på leukæmi samt hylde Wayne Fords unikke livssyn, som han bevarede, selvom han stod ansigt til ansigt med manden med leen. En fantastisk gestus fra bandet og en lige så flot tekst af Randy Blythe. Det skal der lyde en stor applaus for! Kigger man dog udelukkende på det musiske, er det som sagt et nummer, der, med en lidt uoriginal hard-rocket og dermed atypisk stil for Lamb of God, “bare” er ganske glimrende. Anden skæring “Culling” er ligeledes et lyt værd, og trods tre ligegyldige livenumre scorer drengene fra Richmond syv kranier. Og kom så med den danske koncert, I har skyldt os i snart et år…!
