Kuolemanlaakso - M. Laakso – Vol. 1: The Gothic Tapes

M. Laakso – Vol. 1: The Gothic Tapes

· Udkom

Type:Album
Genre:Gothic
Antal numre:8

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Kalevalahvaffornoed?

Som det er tilfældet med rigtig mange finske bands, låner Kuolemanlaakso en stor del af deres lyriske inspiration fra Kalevalaen, som er en samling finske sagn, der udgør grundlaget for en stor del af finnernes nationale stolthed. Eftersom Kuolemanlaaksos tidligere udgivelser alle er på finsk, er det svært at modbevise mit postulat om, det ikke forholder sig anderledes med dette band, men på Gothic Tapes er de så venlige at synge på engelsk, og jeg kan afsløre allerede nu, at der ikke er ret meget folkeeventyr over det her.

Suk. Og så alligevel ikke

For en som mig, der er fan af albums, der bliver sunget på musikernes modersmål, var det lidt af en skuffelse. Indholdet fejler såmænd ikke noget, men stilmæssigt er det langt mindre doom og gloom end deres forrige udgivelse, der virkelig holdt mig i et jerngreb. Dette album lyder faktisk mest som en hyldest til afdøde Peter Steele fra det legendariske Type O Negative – noget, der især er tydeligt i, hvordan forsangeren udtrykker sig. Det skal lige siges, at det ikke er den sædvanlige vokalist, der huserer på Gothic Tapes; han er nemlig travlt optaget af at turnere med et andet band, du muligvis har hørt om: Swallow The Sun. Det gav guitarist/primær sangsnedker M. Laakso frie hænder til at skrue lidt anderledes på knapperne, og det er der så kommet den her ud af.

Ved første lyt afskrev jeg det her som et rip-off af alle metalleres yndlingsblodtype. Tilmed ikke et specielt godt et. Hans forsøg på at emulere Steele falder igennem – af den simple grund, at han slet ikke HAR så dyb en stemme som sin inspirationskilde. Det ender med at lyde, som om han bliver nødt til at presse hagen ind mod brystet for overhovedet at komme ned i nærheden af, hvad han håbede. Meeeen, så var det, jeg kom til at høre pladen igen, og langsomt åbenbarede den sig for mig. Hul i han ikke er så god som Steele på en dårlig dag – der sker så mange andre ting, der overskygger min indledende misfornøjelse med vokalarbejdet. Et nummer som ”The World’s Intolerable Pain” trækker virkelig i mig, for på den ene side bliver jeg en smule irriteret på Laakso, når han forsøger sig med den helt dybe stemme, men på den anden side er det så dystert og velspillet, jeg kan se bort fra det, og den kvindelige gæstevokal komplimenterer hans mere almindelige stemme, så jeg næsten får gåsehud. Og irritationsmomentet er heldigvis ikke konstant, for på ”No Absolution” pepper han tingene op med en sprød black-vokal, og det hele har bare et tungt og slæbende og ildevarslende udtryk. Faktisk er den her plade en smule mere lettilgængelig end sine forgængere, og det kan måske få nogle nye fans på banen.

Lidt fan alligevel

Det er ikke nemt at skulle bedømme et album, der i så høj grad adskiller sig fra sine forgængere og tilmed har en anden sanger på, men det skal ikke ligge dem til last, at jeg foretrækker deres gamle sager og endnu ikke er den store fan af romantisk gotisk metal. For det er alligevel en helt i orden skive det her, hvis man er til den slags. Når man først er kommet sig over deres fascination af Steele, er der masser af guf at hente for dem, der tilbeder mørket og løgnagtige kvinder i røde kjoler.

Tracklist

  1. Children of the Night
  2. Roll the Dice with the Devil
  3. Where the River Runs Red
  4. The World's Intolerable Pain
  5. She Guides Me in My Dreams
  6. No Absolution
  7. Deeper into the Unknown
  8. My Last Words

Tilføj kommentar