Immortal - Northern Chaos Gods

Northern Chaos Gods

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Mange års venten…

Ni år… Ja, så længe er der gået, siden vi sidst hørte noget fra de selverklærede “sønner af nordligt mørke”. Immortal-fans har altså haft noget at vente på, og flere havde måske opgivet håbet om, at dette album nogensinde skulle se dagens lys. Dette er også forståeligt, når man tager i betragtning, at bandets ansigt udadtil, den karismatiske Abbath, er gået, og har dannet sit eget band. Men hvad har vi så tilbage? Vi er efterladt med trommeslageren Horgh samt bandets hoved sangskriver/guitarist/vokalist/bassist Demonaz, der ellers har holdt en pause fra at optræde med bandet grundet en noget alvorlig skade i armen. Det er sikkert at sige, at der er en helt masse at leve op til, og en helt masse som Immortal skal bevise med dette album.

Alt godt fra repetoiret 

Lad mig bare sige det til at starte med. Der er helt bestemt stadig noget at komme efter på dette album – det første uden Abbath. Vi starter ud lige på og hårdt med hovedsinglen og titelsangen “Northern Chaos Gods”. Riffene er så ondsindede som blastbeatsne er brutale, hvilket bestemt giver os en forrygende start på albummet. Dernæst kommer endnu en af albummets perler i sangen “Into Battle Ride”. Denne er også i det lidt hurtige tempo og beviser dermed, at Immortal altså stadig kan være kaotiske og vrede, når de vil det. Sådan! Albummet har dog også andet at byde på, da der også er en hel del sange, som befinder sig i midt-tempo. Dette drager tankerne hen på nogle af de sange, der var at finde på mesterværket At the Heart of Winter fra 1999.

Her ville det være oplagt at tage fat i den hele ni minutter lange slutsang “Mighty Ravendark”. Guitarspillet her er en smule mere melodisk, og vi bliver også budt på guitarer med clean lyd. Men selvom sangen bærer præg af bandets lyd på At the Heart of Winter, er der dog stadig referencer til tidligere værker. Sangens titel er nemlig næsten identisk med gruppens hit fra 1994 “Blashyrkh-Mighty Ravendark”. For dem som skulle undre sig over, hvad fanden “Blashyrkh” er, kan jeg sige, at det er et imaginært kongerige skabt af Immortal. Landet er dækket af sne og kulde og går igen gennem deres albums. Her er Northen Chaos Gods altså heller ikke en undtagelse. Sangen ”Gates To Blashyrkh” er her et godt eksempel, da den er en hyldest til netop dette.

Ikke deres bedste plade, men et fandens godt comeback!

Selvom ventetiden har været lang, må man dog også sige, at Immortal stik imod mange fans’ skepsis har formået at danne et utroligt stærkt album. De har i den grad bevist, at de sagtens kan levere musik af samme høje kaliber uden forsangeren og guitaristen Abbath. Albummet trækker på elementer fra hele deres karriere, uden at det lyder for søgt. Vi får flere melodiske præg i sangene i midtempo, samt masser af smadder for pengene i de hurtigere. Northern Chaos Gods vil nok ikke ramme den samme klassikerstatus som eksempelvis Sons of Northern Darkness eller At the Heart of Winter, men albummet er altså stadigt voldsomt solidt, og vil da også blive husket som et af black metallens bedre comebacks!

Tracklist

  1. Northern Chaos Gods
  2. Into Battle Ride
  3. Gates To Blashyrkh
  4. Grim And Dark
  5. Called To Ice
  6. Where Mountains Rise
  7. Blacker Of Worlds
  8. Mighty Ravendark

Tilføj kommentar