Hammerfall - Gates Of Dalhalla

Gates Of Dalhalla

· Udkom

Type:Album
Genre:Power metal
Spilletid:118.22
Antal numre:26

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hammerfalls seneste live-dvd viser et band, der stadig kan, men ikke så forfærdelig meget mere

Hammerfall er endnu et kendt svensk band. De spiller power metal, og har gjort det siden 1993, hvor de blev dannet af ex-Ceremonial Oath guitarist Oscar Dronjak, som inviterede sin ven til et nyt projekt han havde i tankerne. I dag, 20 år og otte studiealbums senere, er de utrolig succesfulde. Som de fleste andre bands spiller de live-koncerter, og nogle af dem optager de. Det er tilfældet med Gates Of Dalhalla, hvor de spillede i Dalhalla i Sverige, til deres 15-års jubilæum. Det er denne begivenhed, som jeg har fået lov til at anmelde her, men kun lydsiden (desværre), og jeg kan sige med det samme, de har ikke tabt pusten helt.

De starter roligt ud med "Patient Zero", hvilket sagtens kan snyde en til at tro, at de har mistet pusten lige fra start. Det er (heldigvis) ikke tilfældet, og det finder man ud af allerede på næste nummer, "Heading The Call", hvor trommerne er det første iørefaldende, efterfulgt af resten. Herfra har de utrolig meget energi, frem til "Riders Of The Storm", hvor tempoet sættes ned, men kvaliteten forbliver oppe. Allerede på "Lets Get It On" tager de sig sammen igen, og man får en super fed oplevelse. Til gengæld varierer tempoet meget gennem albummet, men det ligger vel til en koncert. Der er også en trommesolo, præsteret af Anders Johansson, som trommeslageren hedder. Den starter lidt tyndt ud, men bliver hurtigt meget bedre. Den er både varieret, tempofyldt, og i de tre tempofyldte minutter den varer, når han virkelig at vise hvad han kan. Og det er ikke så lidt endda. Det glider så over i "Always Will Be", hvor tempoet sættes ned (igen), hvilket står i kontrast til trommesoloen, og den går så desværre hen og bliver lidt kedelig. Dog hører man et riff i starten, som giver en tålmodigheden tilbage, og man lytter alligevel hele nummeret igennem. Der bliver selvfølgelig også spillet nogle klassikere, såsom "Steel Meets Steel" og "Glory To The Brave", og nogle hits, såsom "Bloodbound". Disse udfører de ganske fint, og giver den mere gas end på deres studiealbums, hvilket jeg finder obligatorisk. Selvfølgelig er der nogle smuttere i sangene, men det er meget lidt.

Alt i alt er Hammerfalls liveshow, som Gates Of Dalhalla indeholder, en ganske fin præstation, og en god måde for dem at få hjulene i gang igen på. Den har de for mig vigtigste elementer i en koncert, som ovenikøbet er utrolig veludførte, men så heller ikke mere. Havde de bevæget sig længere end der, kunne de have fået en bedre bedømmelse, men nu må de nøjes med 7/10.

Threshold er et af albummets bedre udførte numre.