Skizofrent polsk heavy

Polsk heavy-metal siger ikke mange noget synderligt, udover Behemoth og Mgla. Bandet Grimlords eksistens er dermed nok gået manges næse forbi. Dette kan ikke undre særligt, efter gennemlytning af bandets nyeste album V-Column.

Genremæssigt er Grimlord kategoriseret som melodisk heavy-metal. Det er paradoksalt nok både for præcist og upræcist simultant. Grimlord spiller nemlig noget meget svært kategoriserbart cross-over metal – med melodi. Ved gennemlytning hentes og trækkes der på mange referencer, ja så mange at bandet helt mister egen identitet. Når bandet er bedst lyder det som middelmådigt Immortal. Når de er værst, som et kopi band af Accept. Forvirret? Jeg er det stadig. Desværre er det netop det indtryk der står stærkest på V-Column. Grimlord rammer aldrig en rød tråd, og lyder heller ikke til at forsøge det. Dette har den konsekvens, at denne udgivelse fremstår ligegyldig og marginal. Jojo, nogle gange rockes der da fint med, men ligeså mange gange er det bare ekstremt irriterende at høre på. Ydermere har albummet cirka ingen chance for at gro på en.

Albummet kan ikke anbefales til andre formål end lejligheder hvor alternativet er Rasmus Seebach eller Rihanna, og man bare vil høre den om satan. Det er vidst det bedste, jeg kan sige om denne udgivelse.

Trackliste

1. Fifth Column 2. Mass Delusions & Hysterias 3. Prolegomena 4. Posthumous Coronation 5. King Is Dead ... 6. Dead Bodies Don't Swim 7. Faithful Avenger Till The Remainder 8. March Again 9. Superconscious 10. Widerstand