Hvis et rockband lavede elevatormusik...

Intetsigende og hurtigt glemt

Vi kender det allesammen. Man sidder i venteværelset hos tandlægen og læser lidt i et blad, mens man måske en gang eller to smiler til den søde klinikassistent. Ovre i hjørnet står et ottekantet akvarie med guldfisk og slørhaler. På ens højre side er et bord med nogle blade. På væggen til venstre er der små tegninger af Bjørn Wiinblad og Per Arnoldi plus billeder fra IKEA - et af dem er selvfølgelig de der arbejdere fra 1920’erne, der spiser deres madpakker, siddende på en ståldrager meget højt oppe. 

Der sidder man og venter, mens man rykker lidt rundt i den firkantede stol i rustfrit stål med den glatte og meget rengøringsvenlige overflade. Og når man går hjem i regnen efter at have betalt en mindre formue for en tandrensning samt en skideballe for ikke at bruge nok tandtråd, slår spørgsmålet ned. Hvordan så der egentlig ud i venteværelset? Hvilken farve havde stolene, væggene og gulvet? Var der musik? Hvilke billeder hang der? Og hvad hed hende den søde klinikassistent? Det er ganske enkelt umuligt at huske. Venteværelser er nemlig så sterilt og anonymt indrettet, at ingen kan huske dem bagefter. De tjener det formål, at brugerne føler sig trygge og veltilpasse og ikke så meget andet.

Proggens pæne drenge

Ja, kære læser, du har sikkert gættet det. We Will All Be Gone er som venteværelset hos tandlægen - pænt, rent og nydeligt på den der sterile måde, men også komplet blottet for den mindste smule æstetik eller kunstneriske kant. Det er så intetsigende, at man har glemt alt om det, i det sekund man forlader det.

Men lad os starte fra en ende af. Britiske Good Tiger så dagens lys for en lille håndfuld år siden. De består blandt andre af de to tidligere The Safety Fire-guitarister Derya Nagle og Joaquin Ardiles samt forhenværende Tesseract-sanger Elliot Coleman.
I 2015 udgav de deres debutalbum A Head Full of Moonlight. Dengang var kvintetten fra London et mere eller mindre typisk prog-band, men nu - med deres anden langspiller We Will All Be Gone - er bandets udtryk blevet mere pænt, sterilt og ganske enkelt ret kedeligt…!

I forhold til debutskiven virker bandets lyd mere moden på denne opfølger. Hvor sangene førhen var præget af hård vokal, masser af altdominerende riffs samt små og store finurlige tekniske fills alle vegne, virker lyden og sangene nu mere modne. Det er stadig riffet og den lidt poppede alt-rock lyd, der dominerer sangenes udtryk, men samtlige kompositioner virker en hel del mere velafbalancerede end tidligere. De tekniske fills er ikke helt væk, men det er sangen, melodien og hooket, der er i centrum. Det skaber måske en lettere tilgængelig plade og en mere radiovenlig stil, men det er godt nok også kedeligt. Faktisk kan jeg ikke rigtig fremhæve nogle specifikke numre, for ærligt talt flyder de sammen, hver og en, i én stor masse og udgør en uhyre velproduceret og velspillet omgang ingenting.

Elevator-prog

Når progressiv metal bliver finpoleret i en sådan grad, som det er tilfældet på We Will All Be Gone, bliver resultatet 36 minutters meget intetsigende semi-poppet hard rock med sporadiske fede riffs her og der. Jeg fristes faktisk til at mene, at satte man et band af denne kaliber til at lave elevatormusik, ville det lyde sådan her; det er fint og nydeligt, lyder knivskarpt og folkene bag er hamrende dygtige. Men i det sekund man træder ud af elevatoren – eller tandlægens venteværelse – har man glemt alt om det.
Dygtige musikere, sporadiske, fede riffs og flot produktion giver fire små kranier.