Forcentury - Revelant

Revelant

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Power metal, Heavy Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Danske Forcentury lever op til forventningerne fra deres første plade og slår godt og grundigt igennem med Revelant!

Forcentury er et relativt nyt dansk band der opstod i år 2008 i København. Bandet består af 5 medlemmer og Revelant er deres andet album. De spiller melodisk metal med power og progressive elementer og er bl.a. inspireret af bands som Sonata Arctica, Kamelot, Dragonforce og Helloween.

Revelant er en ganske glimrende plade bestående af 10 numre. Første nummer på listen er "Seal of The Sinner" som er et kraftfuldt nummer. Det indeholder mange elementer og der er brugt en del forskellige effekter på vokalerne. Klaversoloen der kommer undervejs er også et hyggeligt dystert twist i nummeret. Sangen efter hedder "Outcast" og er et nummer, som jeg er specielt vild med. Det indeholder de kraftfulde progressive metalelementer som vi metalfans elsker, men samtidigt er der dele af sangen som er mere stille og melodiske. Derudover kommer der også en ret fed guitarsolo, da vi er ved at nå slutningen.
Et andet nummer som jeg bestemt også holder af er "The Shroud". Det indledes roligt med guitar, keyboard og trommer. Der går dog ikke lang tid, før nummeret præges af power metal elementer og stiger i tempo. Dette nummer indeholder også en række symfoniske elementer samt en udmærket guitarsolo som gør oplevelsen af nummeret endnu federe. "Beyond Recognition" er et ret meget melodisk nummer som minder mig om noget, man kunne have fundet på det progressive metal album Wounded Land som blev udgivet af det engelske band Threshold. Generelt er jeg meget tilfreds med Threshold's diskografi, så det er jo bare herligt... "Save Haven" er et smukt nummer der bl.a. indledes med melodisk keyboard. Det hele lyder en smule melankolsk, uden at det bliver for meget. Generelt er det et stille nummer, selvom det både indeholder guitar og trommer, og det er desuden meget guitarerne der former nummeret der med professionelt udarbejdede soloer holder fast i lytteren. Keyboardet der det meste af tiden kører i baggrunden spiller dog også en væsentlig rolle...

Et lille minus ved albummet er dog, at musikken er lidt for ensformig. Det betyder ikke, at musikken bliver kedelig i det, men jeg synes, at lidt for mange af de samme elementer går igen i sangene. Her til sidst vil jeg dog afslutte min anmeldelse ved at rose sangeren for hans stemme. Den er ret fed og passer godt ind i musikken. Den er dybere end typiske power metal vokaler men er perfekt til progressiv metal...

Forcentury har allerede lagt hele albummet ud på YouTube. Men gør nu dig selv og dem den tjeneste at støtte deres skønne musik ved at købe Revelant!

Tracklist

  1. Seal of The Sinner
  2. Outcast
  3. Ashen
  4. The Shroud
  5. Repercussions of Terror
  6. Beyond Recognition
  7. Safe Haven
  8. The Lust, The Desire and the Temptation
  9. The Reductionist
  10. Changing Ways