DETEKTOREN
Dream Theater spiller koncert i DR Koncerthuset, København .
Dream Theater - The Astonishing

The Astonishing

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog metal
Antal numre:34

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Storslået og uhyre ambitiøst værk fra Dream Theater

Astonishing

Kongerne af progressiv metal, amerikanske Dream Theater, har siden dannelsen i 1985 høstet kolossal anerkendelse for deres formidable tekniske evner, men så sandelig også deres altid velkomponerede og yderst ambitiøse værker. De har netop udgivet deres 13. album - The Astonishing - og det er absolut ingen undtagelse, hvad gælder det ambitiøse og lever på mange måder op til sit navn.

“People just don't have the time for music anymore”

Sådan lyder en af linjerne i nummeret “The Gift of Music”, det første singleudspil fra albummet. Trods postulatet, eller måske endda i kraft af det, har Dream Theater begået en skive på intet mindre end 129 minutters spilletid og det er et værk der i dén grad kræver lytterens opmærksomhed, indlevelse og ikke mindst tid.

The Astonishing er ikke bare et album med en masse forskellige numre på, som sagtens kan høres enkeltvis i fem minutter ad gangen; På ingen måde! Det er ét langt sammenhængende værk, der i tråd med de tidligere udgivelser Metropolis pt. 2 og Six Degrees of Inner Turbulence fungerer lidt som en prog metal musical og skal høres og nydes i ét langt stræk.

Tematisk er vi ude i noget der lyder som et clash mellem Star Wars og Ringenes Herre. Bandet selv beskriver det som “retro-futurist post-apocalyptic dystopia ruled by medieval style feudalism”(!) og præcis ligeså voldsomt og bombastisk som det lyder, således får vi også serveret et vanvittigt komplekst og ufatteligt ambitiøst værk. Forsanger James LaBrie synger samtlige karakterer i historien og resten af bandet følger trop, ved at rulle hele arsenalet ud i løbet af skivens godt to timer. De kommer ud i samtlige hjørner af hele deres musikalske kunnen og formåen ved at give os alt hvad de kan: Lige fra det helt stille og følelsesladede til den hårde, hurtige og hæsblæsende instrumentale overlegenhed, som vi ved de besidder og som vi forventer på hver udgivelse fra dem.

Vi kommer omkring det hele, men præsenteres desværre ikke for noget nyt eller vovet - de bliver ganske enkelt i deres comfort zone. Muligvis er en plade af denne kaliber ikke den bedste platform at begynde at rulle nye sjove eksperimenter ud på, men med 129 minutters ambitiøs musik, kunne man godt have skabt en lille overraskelse eller to.

Udover overraskelser, savner denne anmelder også de gamle velkendte og til tider langstrakte passager, hvor de respektive bandmedlemmer får lov til at folde sig ud i ekvilibristiske soloridt og overlegne instrumentale magtdemonstrationer. Bevares - guitarmesteren himself, John Petrucci, har en hel del lækre riffs og diverse hurtigt spillede soli at byde ind med, men forventer man et nyt “Endless Sacrifice” eller andet i den kaliber af super-kompositioner, bliver man slemt skuffet.

Mission Acomplished

Det er som om Dream Theater har skullet bevise noget over for dem selv og ikke mindst deres kritikere. Om det er på grund af tidligere trommeslager og sangskriver Mike Portnoys exit, som unægteligt fik fans og andre kendere af bandet til at stille store spørgsmålstegn ved bandets fremtid, skal ikke diskuteres her. Men inden skriveprocessen forud for dette album gik i gang, har de helt sikkert sat sig for at lave noget andet end bare endnu et album i vanlig stil. Sådan er det i hvert fald endt!

Dream Theater er og bliver et band der deler vandene; Enten er man ved at brække sig over dem, eller også er man dedikeret beundrer. Uanset hvilken lejr man tilhører, vil ens mening om bandet umiddelbart forstærkes efter gennemlytning af The Astonishing - det er Dream Theater som vi kender dem, men bare meget mere af det.

Køber man præmissen og kan se gennem fingre med de af og til lidt for overkarikerede musical-sekvenser og ikke mindst spilletiden, venter en stor gevinst. Det er storslået og ambitiøst som bare fanden og kræver helt sikkert mere end en enkelt gennemlytning, men det lykkes - The Astonishing kommer i mål på fornem vis. Det håber vi også bliver tilfældet den 8. marts i Koncerthuset!

Tracklist

  1. Descent of the NOMACS (Art I)
  2. Dystopian Overture (Art I)
  3. The Gift of Music (Art I)
  4. The Answer (Art I)
  5. A Better Life (Art I)
  6. Lord Nafaryus (Art I)
  7. A Savior in the Square (Art I)
  8. When Your Time Has Come (Art I)
  9. Act of Faythe (Art I)
  10. Three Days (Art I)
  11. The Hovering Sojourn (Art I)
  12. Brother, Can You Hear Me? (Art I)
  13. A Life Left Behind (Art I)
  14. Ravenskill (Art I)
  15. Chosen (Art I)
  16. A Tempting Offer (Art I)
  17. Digital Discord (Art I)
  18. The X Aspect (Art I)
  19. A New Beginning (Art I)
  20. The Road to Revolution (Art I)
  21. 2285 Entr'acte (Art II)
  22. Moment of Betrayal (Art II)
  23. Heaven's Cove (Art II)
  24. Begin Again (Art II)
  25. The Path That Divides (Art II)
  26. Machine Chatter (Art II)
  27. The Walking Shadow (Art II)
  28. My Last Farewell (Art II)
  29. Losing Faythe (Art II)
  30. Whispers on the Wind (Art II)
  31. Hymn of a Thousand Voices (Art II)
  32. Our New World (Art II)
  33. Power Down (Art II)
  34. Astonishing (Art II)

Kommentarer (3)

UMUR

UMUR

Indlæg: 50

Jeg har virkelig prøvet at

Jeg har virkelig prøvet at give albummet chancer, men jeg kommer frem til det samme hver gang. Det er for langt, det er for kedeligt (der er alt for mange intetsigende stille passager/sange), og utroligt nok ganske forudsigeligt. Hvis man skal lave denne type album, så kunne det som minimum have været interessant, at have én sanger til hver rolle i historien.

I mine ører er det Dream Theaters svageste album indtil videre, og det er ikke fordi de sidste par stykker (læs fra ca. 2000 og frem) har været noget helt vildt specielt. Man kan aldrig tage fra dem, at de er vildt dygtige musikere, men hvor paradoksalt det end lyder, så stoppede de med at være progressive for en del år tilbage, i den oprindelige mening med ordet, selvom de stadig spiller progressiv metal.

frankbuck

Indlæg: 1

HELT enig!

HELT enig!
Intet er som det var engang...hvilket jo er helt ok, når man kalder sig "progressiv". Det her udspil fra DT skulle aldrig ha´ været et album under deres navn. Petrucci skulle ha´ kørt det af som et soloprojekt og ladet DT om at lave hvad de gør (gjorde) bedst: lave progressiv metal. Det er her er forudsigelig, kedelig muzak, man lynhurtig taber tråden og interessen for.
Ærgelig - og fortsat - nedtur for de engang så store ikoner inden for progressiv metal.
De ER sindssygt gode musikere, teknisk set i hvertfald. For er man en god musiker når man komponerer så livløs, lang og ligegyldig musik? Ikke i min optik.

UMUR

UMUR

Indlæg: 50

Jeg ville i øvrigt have givet

Jeg ville i øvrigt have givet albummet 7 kranier, da det tydeligvis er godt produceret, meget velspillet, og professionelt skrevet. Jeg synes bare personligt, at det er røv kedeligt (hvilket ikke er ensbetydende med, at jeg ikke kan høre, at det er kvalitets håndværk).

Tilføj kommentar