DETEKTOREN
Downcast Twilight - Under The Wings Of The Aquila

Under The Wings Of The Aquila

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Folk metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Rusland byder ind

En direkte oversættelse af bandets navn viser en relation til black metal. Der lægges op til depressive tanker gemt i en mørk og dunkel verden. Selv illustrationer udgivet i forbindelse med bandets første album giver da også anledning til at tro, vi er i den mørke del af metalverden. Det vi ved er, at oprindelseslandet er Rusland, mens lyrikken kommer fra en græsk science fiction forfatter. Der er lagt op til noget af oplevelse.

En symfonisk rejse

Konceptet omkring Under The Wings Of The Aquila er fortællingen omkring det romerske folk og den verden, de lever i, leveret med en folkelig overtone og fortolket af en græsk forfatter. Ja, det lyder som noget af en omgang, men når det hele går i gang, bliver man overrasket af det flow og energi, der er i lyden. Hele produktionen vidner om en effektivitet og professionalisme, der sjældent ses på et debutalbum, især ikke når bandet er så nyt som fra 2015. Det kræver normalt mange års samarbejde og interaktion mellem bandet og produceren.

Det hjælper, at ens producer er en del af bandets grundlyd på rytmisk guitar, og det kan man mærke. Jo mere man kommer igennem albummet, des klarere er det, at historierne i sangene er utroligt vigtige, og man har brugt tiden til på at skabe de rette elementer og endda bruge de rette stemmer og instrumenter. Jeg frygtede, at sammensmeltningen mellem folk, black og death ville skabe et underligt sammensurium af lyde, der slet ikke ville passe sammen.

Det er slet ikke tilfældet. Et af de bedste eksempler er det afsluttende nummer, ”The Red Queen”, hvor sammenspillet mellem vokalen af Hildr Valkyrie og basspillet af Chris Zindros skaber en herlig og forløsende afslutning på en rejse gennem det romerske samfund, som gennem de forgangne 40 minutter er fortolket flot af Vitold Buznaev med en afstikker på ”Death in Alexandria” hvor vi ser en snert af den kvindelige death metal-stemme, som Arch Enemy har gjort så berømt.

Hvad ender det så hele med?

Det er et gennemført album; gode vokaler, musikken er udført professionelt, og produktionen er, som sagt, hvor den skal være. Det er et godt debutalbum. Ikke et fantastisk album, ej heller et middelmådigt album, men godt. Og debut er dét, jeg vil hæfte mig ved. Jeg giver den seks kranier, fordi jeg mangler det, der skiller sig ud. Numrene på albummet er forskellige, jo, men der er ikke nogen af dem, der skiller sig ud og kan blive en ørehænger eller blot være med til at definere, hvad bandet egentlig står for, og hvad de kan præstere. Samtidigt er grundniveauet ikke højt nok til at skille sig ud, og sammensætningen af de to vidt forskellige genrer kan gøre,at nichen bliver for smal. Det er et debutalbum, hvor jeg holder vejret i to sekunder for at finde ud af, om konceptet holder, eller om det falder til jorden.

 

Tracklist

  1. Rex Nemorensis
  2. Soldier of Pompeii
  3. The Witches of Anglesey
  4. The Tyrant and the Sage
  5. The Ides of March
  6. Death in Alexandria
  7. Orgiastic Lupercalia
  8. The Ironclad Legion
  9. Horrors of the Hercynian Forest
  10. The Red Queen

Tilføj kommentar