DETEKTOREN
Domain - Stardawn

Stardawn

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Power metal, Melodisk Metal
Spilletid:69:30
Antal numre:9

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Tyske Domain spiller på deres nye udgivelse "Stardawn" en slags progressiv, melodisk, let power-agtig metal, der rent strukturelt ikke ligger så langt fra gammel pop-heavy som f.eks. Europe (det gælder især nummeret "Don’t Pay the Ferryman"). Arrangementerne har dog en tyngde, der er indiskutabelt metal, og indimellem er der et gedigent tempo med fine guitarsoloer. Domain er særdeles dygtige musikere, og produktionen er god. Vokalen af Carsten Lizard Schulz er udmærket, men dog ret upersonlig – det lyder lidt som en Aldi-udgave af Russell Allen og Jorn Lande.

Domain har en hang til omkvæd, der lyder som en hitparade fra det europæiske melodi grand prix i 80’erne (navnlig de tyske bidrag). I mine ører gør det oplevelsen af "Stardawn"-albummet til en ret kvalm affære. Fuldblodsprogressive bands som Pain of Salvation, A.C.T. m.fl. er sluppet af sted med lignende corny passager, men disse bands har en variation og kant, der gør, at man tilgiver dem meget. Netop variationen, synes jeg, det kniber med inden for de enkelte numre på "Stardawn". Men som sagt er det dygtige musikere, vi er i hænderne på, hvilket viser sig i enkelte mere smagfulde passager, f.eks. det ganske fængende powermetal-agtige åbningsnummer, "All In the Name of Fire" og visse dele af albummets afsluttende 25 minutter lange "Shadowhall", der dybest set er 7 numre, der er sat sammen til et – vi har ikke at gøre med de store, geniale temabearbejdelser her.

"Stardawn" er uoriginalt, men stilsikkert, godt håndværk. Det er ikke rigtig noget for mig, men jeg kunne forestille mig, at lyttere, der er til et band som Masterplan eller 80'er-pop-heavy måske vil få noget ud af at lytte med.

Tilføj kommentar