Dystert, hårdtslående og mørkt album er et genialt samtidsbillede fra et genialt band
Endnu et super-produkt fra Belgien
Hvis jeg nu siger “Belgien!!” lige så hurtigt, jeg kan, siger du sikkert "Bruxelles, øl, Manneken Pis, EU-parlamentet og Jean-Claude van Damme” som noget af det første. Eller hvad? For sagde du også Diablo Blvd…? Hvis ikke, så burde du.
Det belgiske dark rock-band Diablo Blvd har netop begået en genistreg. Albummet Zero Hour, som er deres fjerde langspiller, er et fantastisk dragende og aldeles mørkt samtidsbillede, som ingen må sidde overhørig. Mine damer og herrer, vi sidder her med en kandidat til en af årets bedste plader.
Det minder om… Øhh...
Lyder navnet bekendt? Hvis der er en lille klokke, der ringer, skyldes det nok, at bandet fra Antwerpen i de seneste år har været på turné med ingen ringere end Machine Head, Epica og Life Of Agony. For at sige det mildt har de haft hamrende travlt med at slå deres navn fast, og med Zero Hour har de gjort sig fortjent til at headline deres egen tour. For det her er godt, folkens. Rigtig godt!
Inspireret af Metallica, Black Sabbath og Type O Negative blev forsanger Alex Agnew og hans kumpaner sat i verden for at spille dark rock. Hvis du, som mig, også undres, når du læser den genrebetegnelse første gang, så forestil dig en lidt Marilyn Mansonsk hard rock med elementer af Tools avantgarde-univers, Rammsteins hårdtslående attitude, David Bowies legende mystik og en brug af elektroniske elementer, der leder tankerne hen på Nine Inch Nails. Forvirret? Det forstår jeg godt; der var eddersparkemig også meget name dropping… Men ikke desto mindre er det lige præcis det, vi har med at gøre her. Og det er slet ikke så kompliceret, som det lyder.
Efter en lige på og hård manifestation af nutidens politiske “enten er du med os, eller også er du imod os”-mentalitet i form af nummeret “Animal” er Zero Hour i gang. Stemningen er mørk og dyster – tekstuniverset ligeså. Det samfundskritiske nutidsbillede fortsætter på den formidable “Sing From The Gallows”, og med dundrende rytmer og simple effektive riffs fortsætter Diablo Blvd deres togt mod alt, hvad der er hyklerisk: kirken, multinationale selskaber, medier, korrupte regeringer og ja… Find selv på flere.
Det akustiske titelnummer halvvejs inde i albummet er et kærkomment lille pusterum, som skaber et lille åndehul fra de mange sure kaskader af velspillet vrede, og derefter fortsætter stormløbet mod den etablerede verden og alle dens sygelige tendenser. Undervejs får vi blandt andet det iltre “Like Rats” (er det overflødigt at nævne, at det er selve menneskeheden, Alex Agnew her synger om??), men bedst af alle numre på skiven er albummets niende skæring, “Demonize”, der, med sin afvigelse fra at lyde en anelse som alle de andre numre, glimrer med sit instrumentale mellemstykke, som emmer af velspillet og hårrejsende skønhed. For satan, hvor kan det nummer høres mange gange!
Efter en aldeles glimrende afslutning i form af “Summer Has Gone” er vi i mål. Men hvad var det? Det lød sgu ikke som alt muligt andet. Nej. Det må lige høres igen. Og sådan kan man blive ved, for det bliver bedre og bedre for hver eneste gennemlytning. Og gradvist bliver man mere og mere hypnotiseret af frontmand Alex Agnews stemme, der, for referencens skyld, er meget i retning af Paul Banks’ fra New Yorker-postpunkerne Interpol. Og det i sig selv er jo bestemt ingen ulempe!
Alternativ metal med hjerne og hjerte
Indrømmet – jeg kendte ikke ret meget til Diablo Blvd, før jeg stiftede bekendtskab med dette formidable album. Men det gør jeg så sandelig nu. Med en fantastisk produceret og velspillet omgang intelligent samfundskritik har det belgiske band begået en genistreg af en plade, der næsten ikke kan undgå at komme i betragtning som en af årets bedste. Det er mørkt, dystert, hårdtslående og gennemført genialt. Skulle man med pistolen for panden sætte en finger på noget, skulle det være, at to-tre af numrene minder lidt for meget om hinanden. Men som helhed fremstår pladen aldeles solid!
Hvis man ellers kan finde rundt i min ovenstående opremsning af bands og inspirationskilder, så dyk ned i Zero Hour og nyd det. Måske skal der bruges lidt tid på albummet, før gevinsten viser sig, men lyt! Det er tiden værd. De gode ting her i livet kommer ikke af sig selv.
