Ikke for sjov
The Black Sorcery er en ny spiller på den canadiske metalscene. Canada bliver ofte refereret til som USA’s søde overbo, hvor alle mæsker sig i ahornsirup, mens de nyder deres sygesikring og galoperer rundt på elge. Men det glansbillede ønsker The Black Sorcery at gøre op med. De ønsker faktisk at brænde det, og pisse på asken, mens de hyler mod månen. The Black Sorcery viser med deres debut, …And the Beast Spake Death from Above, at de ikke er gået ind i musikbranchen for sjov, men derimod for at gå amok som aldrig før. Som den store stygge ulv ønsker de at blæse samtlige canadiske træhytter væk for at fortære de stakler, der måtte gemme sig derinde.
Grynt, grynt, host, host!
Hvis man har fordomme om Canada, så har man nok også fordomme om heavy metal, og nok især om de hårdere genrer som dødsmetal. Om The Black Sorcery bekræfter en række fordomme om Canada, skal jeg ikke kunne sige, men de bekræfter uden tvivl en række fordomme om genren, som vi fans ofte støder på. ”Det er larm”, ”Man kan ikke høre, hvad han synger”, ”Kalder du det der for musik?”, ”Har du brug for et kram?” – sætninger vi nok alle har hørt, når vi har præsenteret lægmænd for vor musik. Sætninger der har tvunget os til at stå på mål for vores holdninger og meninger, og som ofte er endt i unødvendige diskussioner om, hvad musik egentligt er. Men man skal vælge sine kampe! Hvis jeg blev presset op i en krog, fordi folk lige skulle høre, om jeg nu også mener, at The Black Sorcery er superfin musik, og om jeg kan forstå, hvad der blev sunget, så ville jeg være tvunget til at hæve den hvide fane samt smide mig fladt om på ryggen. For The Black Sorcery er ikke godt, og deres sanger Lörd Matzigkeitus, alias Russ Drury, har den mest uforståelige vokal, jeg endnu er stødt på. Det lyder vitterligt, som om han er i gang med at kaste op i et valdhorn. Det er komplet uforståeligt, og jeg er ikke sikker på, at det er reelle ord, der kommer ud af munden på ham, og ikke bare tilfældige grynt og opstød. Musikken i sig selv bliver aldrig mere end ”okay”, da den intet nyt bringer til bordet. Det minder mest af alt om de helt gamle dødspionerer a la Obituary og Cannibal Corpse, bare hurtigere og med dårligere produktion. Det virker til at være den klassiske begynderfejl, at hvis man bare spiller så hurtigt som muligt, så opdager ingen de fejl, man laver. Hvis man ligeledes sørger for, at produktionen er horribel, ja så kan man altid spille ”Det var meningen!”-kortet.
Ligegyldig lokumslyd
En debut er altid spændende. Det er her, man kan opleve potentialet, fornemme om der er grobund for noget nyt og større, eller bedømme, hvorvidt bandet overhovedet var klar til at lave en debut. The Black Sorcery var ikke klar til deres debut, ej heller en EP, måske max en demo, men så heller ikke noget som helst andet. De kan godt spille, og de kan godt konstruere en ”okay” dødsmetal sang, samt drysse den med diverse elementer fra den tidlige, norske black metal. Men at skabe noget interessant eller meningsgivende, det magter de simpelthen ikke, og selv hvis de gjorde, så ville det blive hevet helt ned i lokummet takket være Lört Russ og hans direkte absurde vokal.
