The Big Teutonic Four - The Big Teutonic Four

The Big Teutonic Four

· Udkom

Type:EP
Genre:Thrash metal
Spilletid:14.48
Antal numre:4

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Tysklands Big Teutonic Four udgiver EP med covernumre.

Ingen er vel efterhånden i tvivl om hvem The Big Four er; De fire store giganter inden for thrash - Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax. Men The Big Teutonic Four...? Ja, det er så de fire største thrashbands fra Tyskland(!) - Kreator, Sodom, Destruction og Tankard.

De fire bands skulle spille en megakoncert på Beastival i Tyskland i sommer, og udgav i den forbindelse denne EP som teaser op til koncerten. Konceptet er tilsyneladende, at hvert band har skullet indspille et covernummer fra en af metalhistoriens store navne, og det gør de sådan set okay. Men hvad der undrer undertegnede, er at de ikke har valgt numre fra fire forskellige bands, men kun to?

Kreator spiller "The Number of the Beast" fuldstændig suverænt, endda med deres eget præg i form af dobbelte stortrommer og andre små twists. Sodom giver den ligeledes hele armen når de spiller "Ace of Spades." Her har de indfanget meget af energien fra originalen. Destruction derimod, leverer en temmelig tandløs udgave af "The Hammer". Her er der ingen spræl eller energi. Det falder fuldstændig til jorden. Til sidst har vi Tankard, og de giver en ganske udemærket udgave af "The Prisoner" med fin energi og en fed sangstemme, og efter dette kvarters tid er vi så i mål.

Og hvad så? Tja, det var da meget fint, var nok det jeg tænkte efter første gennemlytning. Og ligeledes efter anden, tredje og fjerde... Ideen med denne teaser er da helt fin, men der er ikke tale om covernumre, der går over i historien. Dedikerede fans vil sikkert synes det er cool, at høre sit favoritband spille covers af klassikere, men udover det er der ikke meget at komme efter. Men spørgsmålet trænger sig på igen; Hvorfor ikke sange fra fire forskellige bands? Det virker lidt som om, at beslutningstagerne i processen har haft lidt for travlt, da de udtænkte konceptet. The Big Teutonic Four ryger hurtigt over i glemmebunken...

Tracklist

  1. Kreator - The Number of the Beast (Iron Maiden)
  2. Sodom - Ace of Spades (Motörhead)
  3. Destruction - The Hammer (Motörhead)
  4. Tankard - The Prisoner (Iron Maiden)