Bhleg - Solarmegin

Solarmegin

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:13

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Velkommen i klubben

Det skorter ikke på interessen for black metal disse dage. Et globalt fænomen, som står stærkt i den mere obskure afdeling af moderne skandinavisk kultur, den slags med dybe rødder i de knap så moderne traditioner. Bhleg er således endnu et af de bands, der beskæftiger sig med vores fortid, blandt andet ved at implementere organisk percussion og være optaget af datidens symbiose med naturen og kraften i ritualerne. Tomandsprojektet Bhleg rejser på Solarmegin atter i tiden og denne gang tilbage.

Ny plade, ny lyd

Først og fremmest er det som at lytte til et helt andet band, sammenligner man med deres debutplade, Draumr ást. Pist væk er dåselyden og futuristiske tilføjelser, som for eksempel et ultraspacy keyboard. I stedet er der fællestromning, fuglesang og akustisk guitar. Det holder dog ikke længe, og den velkendte riff-drevne skandinaviske black metal a la Norge er atter i højsædet. ”Jamen hurra”, kan man så fristes til at tænke, men desværre ikke. Det, der indledningsvis var interessant, blev derpå monotont og til sidst ligegyldigt. Vokalen er standard, og han afviger sjældent fra formularen – på nær på ”Alyr”, hvor jeg rømmede mig i irritation over, han havde undladt at gøre det samme inden indspilningen. Dog vil jeg gerne påpege, at man, med lidt god vilje, kan finde lighedstegn mellem dette nummer og nummeret af samme navn fra den sidste plade. Heavy-guitaren på ”Livslågans flammande sken” er ligeledes en af de få formildende omstændigheder ved en plade, der ellers på intet tidspunkt imponerer.

Det føles som pausemusik. De spredte riffs, der trods alt kan kaldes interessante, afhjælper desværre ikke den følelse af anonymitet, som siver ud af højttalerne. Deres forsøg på at tilføje deres black metal særpræg med helleristninger og solsange forekommer mig påtagede, og det havde klædt dem at vedkende sig den overordnede genre og fokusere kun på det. ”Frö (växtlighetens fader)” byder på elementer af old school norsk black, men det er desværre ikke nok til at give dem en fordel i en genre, hvor konkurrencen er benhård. ”Solens ankomst”, det sidste nummer på Solarmegin, er et tamt forsøg på at gå Wardruna i bedene. Det, der skulle være en gåsehudsfremkaldende oplevelse fremkaldt ved hjælp af simple virkemidler, bliver i stedet til en lidt akavet omgang bålsang, som først stopper efter næsten syv minutter – da den sidste endelig bliver træt af at slå to pinde sammen. Det nummer kunne de snildt have forkortet eller helt sparet væk, og det er symptomatisk for et dobbeltalbum, som burde have været meget kortere. Dog skal de have ros for at lukke pladen, som de åbnede den; det giver en følelse af, at der i det mindste er mening med, man keder sig.

Bhleg

Den middelmådige karakter er givet på det grundlag, at det hele er så gennemsnitligt. Det er ikke godt, det er ikke skidt, det er bare… Bhleg. Albummet er baggrundsstøj, og jeg ville ikke kunne fremhæve et enkelt nummer, hvis ikke det var, fordi jeg havde lyttet til det under tvang. Jeg anfægter ikke deres musikalske evner, for de gør tingene rigtigt; jeg er bare ligeglad med resultatet. Der er snart gået inflation i genren, og de burde have bibeholdt temaet og lyden fra den forrige, for der skilte de sig i det mindste ud. God produktion kan aldrig opveje ringe musik.

Tracklist

  1. Alvstråle
  2. Sunnanljus
  3. Alyr - Helgedomen
  4. Gudomlig grönska
  5. Alstrande sol
  6. Livslågans flammande sken
  7. Kraftsång till Sunna
  8. Hymn till skymningen
  9. Skuggspel
  10. Solvagnens flykt
  11. Kärleksrit
  12. Frö (växtlighetens fader)
  13. Solens ankomst