Har Bruce Dickinson og Rob Halford fået en hemmelig søn sammen. I Canada? Assassins Blade leverer solidt håndværk uden dikkedarer. Desværre også uden overraskelser eller nyskabelser.

En Canadisk Dickinson med svensk orkester

Canadiske Jacques Bélanger er gået sammen med tre svenske musikere og sammen har de skabt Assassins Blade: et band med god bund i musikaliteten og en klar og tydelig stil. Bélangers vokal er næsten en 1:1 kopi af den legendariske Bruce Dickinson. Samtidig er der med jævne mellemrum gang i falsetten, så man næsten tør sværge på, at Rob Halford har en finger med i spillet.

Solidt håndværk uden overraskelser

Agents of Mystification mystificerer ikke ret mange, der er helt nøjagtig nul overraskelsesmomenter på albummets godt 50 minutters spilletid. Heldigvis er der heller ingen ubehagelige overraskelser. Det overordnede indtryk er et velproduceret og særdeles velspillet album, hvor ingen af musikerne er presset udover det rimelige.

Der er gode melodier, fede riffs og albummet er i det hele taget gennemarbejdet og solidt. Eksempelvis er ”Autumn Serenade” et meget velskrevet nummer, med gode soli og en melodi der lægger op til fællessang på spillestederne. Og som om det var for at demonstrere spændvidden i repertoiret, ligger nummeret ”Transgression” som den næste og skifter gear. I dén grad. Det bliver ikke holdt pauser eller taget fanger, et lækkert hurtigt nummer med en god aggression og dobbeltpedal til at bakke det op.

Dobbeltpedal er der i det hele taget nok af på hele albummet, ligesom der er fundet en god balance mellem tempo og melodi. Dog er den bevidst storladne ”League of the Divine Wind” til den gumpetunge side og man kunne sagtens forestille sig en verden, hvor lige den sang var to-tre minutter kortere end sine godt 9 minutter, uden at verden som sådan var blevet et fattigere sted af dén grund.

Judas Maiden eller Iron Priest?

Alt i alt er Assassins Blade svaret på det spørgsmål vi alle har ventet på svaret på: Hvad sker der hvis en gal mand smelter Judas Priest og Iron Maiden sammen? Svaret er Assassins Blade, med overraskende få overraskelser. Det er solidt og kompetent men desværre også smertefuldt forudsigeligt. Hvis man kan lide lige præcis den genre af metal, er der guld at hente. Er man lunken eller kold over for den, er det ikke her vi leder efter dét album, der kan omvende masserne. Dertil følger det skabelonen alt for trofast, overrasker for lidt, og lyder alt, alt for meget som noget, der har eksisteret i 4 årtier. Mindst.

6 kranier bliver det til. Det er solidt og ikke dårligt, men det er godt nok hørt før. Tit.