Armored Dawn - Barbarians In Black

Barbarians In Black

· Udkom

Type:Album
Genrer:Power metal, Thrash metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Fra Skandinavien til Sao Pãolo

Vores hidsige forfædre med trang til at sejle, plyndre og blote nåede ganske vist langt omkring, men der har indtil videre ikke været tegn på, at de nåede helt til Brasilien. Det er dog et faktum, som Armored Dawn vil blæse højt og flot på. De har siden 2011 tumlet rundt i et grænseland mellem Iced Earth, Turisas, Hammerfall og Amon Amarth. Vi snakker klassisk power metal tilsat vikingelyrik samt 80’er-thrashrytmesektioner og masser af flødevokal! Hil Odin!

Gebrokkent engelsk og plastikvikinger

Power metal er en spøjs størrelse. Det er en af de mange underkategorier af metalmusik, der har virkeligt mange krav, som skal opfyldes. Det skal være melodisk, det skal være storslået, det skal være eventyrligt, soloerne skal gerne være helt vilde og voldsomme, man skal kunne skråle og synge med, uanset hvor fuld man er, og lyrikken skal helst være absurd plat. Armored Dawn kan snildt sætte kryds ud for alle disse forskellige parametre, men trods det er der stadig noget, der halter.

Nemlig forsangeren Eduardo Parras. Hans vokal er simpelthen for flødeblød og mangler potens og gennemslagskraft. Den bliver for beige i det ellers meget farverige lydbillede, som er Armored Dawn. Derudover får jeg lyst til at melde ham til et engelskkursus, da hans sangtekster simpelthen ofte er noget vrøvl eller så uhyrligt banale, at man sidder og krummer tæer og ruller med øjnene – som fx i sangen ”Chance to Live Again”: ”We got to a point of no return, we struggle to find a reason why, reason to fight. I don’t wanna go insane no more, I don’t wanna have to change”. Her sidder man og frygter, at Eduardo i virkeligheden er en ængstelig 16-årig knøs, der føler sig misforstået af hele verden (især sine forældre) – og ikke den store farlige viking, som han ellers gerne vil proklamere, at han er. Og det er, desværre, det generelle tema for hele Barbarians in Black. De andre musikere kæmper en brav kamp for at skabe et billede af, at de er nogle fandens karle, der mener det seriøst. Men dét billede piller Eduardo totalt fra hinanden med sin flade vokal og pinlige lyrik. Han skal prise sig lykkelig over at have fundet nogle ekstremt kompetente musikere, for det er klart dem, der redder projektet. Men værst bliver det dog på den decideret pinlige ballade ”Sail Away”. Det nummer er direkte pinligt, for her er det vokalen, der er i fokus, mens instrumenterne indtager en meget diskret plads i baggrunden, så Eduardo virkeligt kan skinne igennem. Men resultatet er, desværre, virkeligt rædderligt, og jeg kan slet ikke se, hvordan de andre er gået med til, at det nummer overhovedet blev til en realitet.

Odin har ringet; han siger nej tak

”Det ku’ være så godt”. Således udtalte Pia Olsen Dyhr sig for nogle år tilbage. Det var ganske vist ikke i forhold til Armored Dawn, men det ændrer ikke på, at det passer perfekt! Alt det instrumentale er virkeligt godt; det er velproduceret, og de spiller virkeligt fantastisk. Det er tight, rytmesektionen holder hele vejen, og soloerne er virkeligt gode! Men Eduardo, for fanden, du trækker hele projektet direkte ned på bunden af Amazonas! Så hvis Armored Dawn virkeligt skal få skabt noget stort, skal de have Eduardo til en MUS-samtale i en vis fart!

Tracklist

  1. Beware Of The Dragon
  2. Bloodstone
  3. Men Of Odin
  4. Chance To Live Again
  5. Unbreakable
  6. Eyes Behind The Crow
  7. Sail Away
  8. Gods Of Metal
  9. Survivor
  10. Barbarians In Black

Tilføj kommentar