Anvil - Anvil is Anvil

Anvil is Anvil

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Canadiske legender klør på i vanlig stil

They made a pact to rock forever...

Enhver metal-fan med respekt for sig selv kender Anvil - hvis ikke via deres efterhånden betragtelige mængde af albums, så i hvert fald gennem den rørende og ganske enkelt fantastiske dokumentarfilm "The Story of Anvil" fra 2009.

Robb Reiner og Steve "Lips" Kudlow er ikke helt unge længere, men deres gamle aftale om at rocke sammen til evig tid holder stadig.

Anvil is Anvil er deres 16. album, og præcis som farmors julemiddag er det den samme gode gamle servering, som det altid har været: Super potent proto-power med en masse drive og energi.

If it ain't broken...

Forsanger ”Lips” synger stadig som gjaldt det hans liv. Trommeslager Robb Reiner viser endnu en gang, at han hører til blandt genrens dygtigste. Og musikken? Tja, den lyder stadig som for tredive år siden. Alt er som det plejer hos canadiske Anvil, men det betyder på ingen måde, at det ikke er godt.

Der er fuld drøn på samtlige skæringer med kaskader af riffs, der igen placerer sig tæt op ad Motörhead og Priest, og tekster så banale, at ingen andre end lige netop rockens sidestykke til Beavis & Butthead kunne have skrevet dem.

Åbneren "Daggers and Rum" må betegnes som gruppens forsøg på at prøve kræfter med pirat-metal og sammen med "It's Your Move", der har knap så diskrete referencer til Motörheads "Ace of Spades", udgør de et par små overraskelser - noget som Anvil ellers ikke er just så kendte for. Men hvorfor også ændre på noget, der virker? Hvorfor vige bort fra sine rødder? Svaret er ganske enkelt, at Anvil ikke ville være Anvil, hvis de begyndte at lave om på noget. Derfor den yderst passende albumtitel.

Same same, but different

Til forskel fra sidst - for der er godt nok mange Anvil-anmeldelser, der ligner hinanden efterhånden - så er det som om Anvil har endnu mere drive og energi end vanligt, og det er mildest talt imponerende, at de aldrende gutter (stadig) kan lyde som et par tyveårige knægte, der prøver at bryde rock-koden og klør på med krum hals på samtlige numre.

Alt er præcis, som det plejer at være i Anvil-land. Disse gutter stopper aldrig, og det er da også lige præcis deres charmerende og ukuelige gåpåmod, vi elsker dem for. Anvil is Anvil og det er vi mange, der er glade for.

Tracklist

  1. Daggers And Rum
  2. Up, Down, Sideways
  3. Gun Control
  4. Die For A Lie
  5. Runaway Train
  6. Zombie Apocalypse
  7. It´s Your Move
  8. Ambushed
  9. Fire On The Highway
  10. Run Like Hell
  11. Forgive Don´t Forget
  12. Never Going To Stop (Bonus Track