DETEKTOREN
Altar of Oblivion - Barren Grounds

Barren Grounds

Udkom

Type:Album
Genre:Doom metal
Antal numre:4

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Ålborgensiske Altar Of Oblivion doomer sig igennem ny EP med hyldest til forfædrene.

Ålborg strikes back

Det danske doom metal-band, Altar Of Oblivion, stammer fra den nordlige del af Danmark, nærmere sagt Ålborg. De spiller episk, storslået doom metal, som man kender den fra Candlemass og Solitude Aeturnus. Det er arven fra Black Sabbath: Tony Iommis guitarlyd og stemningen i sangen ”Black Sabbath” – bare som genre.

Bandet har været aktivt siden 2005 og har i løbet af deres levetid produceret én EP og to fuld-længde albums til bagkataloget. Bandet er nu klar med ny lyd og udgiver deres anden EP, Barren Grounds.

To hits, lidt fyld og en hyldest

Udgivelsen består af fire numre fordelt på en samlet spilletid på lidt over 18 minutter. Det første nummer, “State Of Decay”, åbner skiven med tilbagetrukket fingerspil på en guitar, der langsomt bygger mere og mere op til det episke doomferno, nummeret udvikler sig til.

Efter en kort intermezzo ved navn “Serenity”, bestående af akustisk guitar, fløjte og en mand, der hvisker, fortsætter EP'en til det andet store højdepunkt, titelnummeret “Barren Grounds”. Igen formår Altar Of Oblivion at opbygge et episk doom-vejr, bestående af gode melodier og catchy guitar. Pladen slutter med “Lost” - hvad der må formodes at være en hyldest til Black Sabbaths ”Planet Caravan” fra albummet Paranoid.

Sammenspillet mellem bandmedlemmerne er rigtig godt, omend kompositionerne til tider er lidt simple. Grundlæggende har Altar Of Oblivion nogen gode idéer og en fin forståelse for at skabe melodisk og lettilgængelig doom metal. Vi bliver dog nødt til at vende forsanger Mik Mentors sangstil. Vokalen er overdrevet teatralsk, hvilket medfører en meget karikeret udtalele af de engelske tekster. Om man bryder sig om det eller ej, må hvile på en subjektiv vurdering. Det er for mig at se unødvendigt, da den fjerner fokus fra hans ellers fine klang og den øvrige musik

Gentaget potentiale

Bandet har med deres bagkatalog skabt en forventningsfuld stemning omkring deres fremtid, og flere omtaler også bandet med stor begejstring. Barren Grounds bliver desværre nok ikke den nål, der springer boblen, men snarere endnu en gang bekræftelsen af, at bandet har potentialet til at gøre det - engang.

Tracklist

  1. State Of Decay
  2. Serenity
  3. Barren Grounds
  4. Lost

Tilføj kommentar