AHAB - The Boats of The Glen Carrig

The Boats of The Glen Carrig

· Udkom

Type:Album
Genrer:Doom metal, Doom metal
Antal numre:5

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Tonstunge tyskere søger nye havstrømme – med succes!

Jeg husker tydeligt første gang, jeg hørte Ahab. Det var tilbage i 2006, da deres første album, The Call of the Wretched Sea, kom på gaden. Det var et monster af tung, dyster og enormt dragende doom, som man sjældent finder mage til. Jeg husker, hvordan den utrolige tyngde, de dragende guitarmelodier, og Daniel Drostes fantastiske growl fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Det følgende album var ikke helt på samme niveau, og jeg mistede interessen for bandet. Nu er de så tilbage med The Boats of the Glen Carrig, og jeg er med om bord igen! Pladen er, som det vist også har været tilfældet med bandets øvrige albums, en konceptplade, bygget op om en bog af samme navn af William Hope Hodgson fra 1907. Historien handler om en gruppe passagerer på skibet Glen Carrig, som forsvandt til søs under mystiske omstændigheder, og hvad der siden hændte de sømænd, der formåede at slippe væk i et par redningsbåde.

Med post-rock og alternative som blind passager

Bandet holder fast i deres tunge doom, men inkorporerer denne gang i langt højere grad andre elementer. Denne gang putter bandet både post-rockede, stille passager og alternativ tung rock i den musikalske blender, og det fungerer glimrende. Det er tydeligt, at Ahab spiller præcis det, de synes er fedt, og det der kommer til dem, og skider på genrekonventioner og andet tidsspilde. Dermed undgår de også, at male sig op i et genremæssigt hjørne, hvorfra det kan være svært at komme ud igen. Når bandet er allermest doom, minder Ahab mig om Evoken fra USA, og når der er mest alternativt rockede, ligger de til tider ikke langt fra f.eks. Tool. En meget interessant blanding, hvis man spørger mig!

Jeg bliver nødt til at fremhæve den fantastiske vokalpræstation igen. Droste leverer et growl så dybt og intenst, at han efter min mening bør nævnes sammen med de helt store drenge. Jeg vil også nævne pladens fantastisk flotte artwork, som sætter prikken over i’et. Specielt på vinyludgaven kommer det rigtig til sin ret. The Boats of the Glen Carrig er et af årets højdepunkter og skriver sig ind i rækken af rigtig fede doom-udgivelser på det seneste. Køb skiven, og tjek det ud!

Tracklist

  1. The Isle
  2. The Thing That Made Search
  3. Red Foam (The Great Storm)
  4. The Weedmen
  5. To Mourn Job

Tilføj kommentar