Waide-hvaffor-noget?
Hvad i alverdens riger og lande er en ”waidelotte”? Jo, altså udover en supergruppe bestående af medlemmer fra blandt andet White Ward, Soen, Solar Kollapse og Tin Sontsia så er en waidelotte en hedensk præst fra det prækristne Preussen og Baltikum. Det var ganske vidst noget, diverse tempelridderordner satte en stopper for i middelalderen – næppe ved at vende den anden kind til dog. Det siger derfor sig selv, at der er masser af folkemusik på Celestial Shrine, både af den østlige og den vestlige slags, for der er ikke mangel på spøjse folkeinstrumenter; det er tværtimod noget af en legeplads for diverse former for træblæsere og strengeinstrumenter med uudtalelige navne. Hele denne herlighed af lejrbålsmystik bliver dog akkompagneret af voldsparat ekstremmetal – hvilket da skaber noget af en kontrast. Spørgsmålet er, om det virker eller ej.
Men hvad vil I!?
Det er tydeligt, at Waidelotte er en supergruppe, og man kan virkeligt høre de enkelte medlemmers musikalske baggrund. Nu og da virker Celestial Shrine nemlig mere til at være resultatet af en række kompromisser end en fælles vision. Men når det er sagt, så er det stadig et flot resultat, om end det nu og da fremstår både rodet og rodløst. Den svulstige og jazzede bas, som oftest er et kendetegn på moderne og progressivt metal, er eksempelvis ikke den bedste dansepartner til de mere sprøde og porøse folkeinstrumenter.
Ligeså er det ikke altid helt tydeligt, hvilken form for metal, Waidelotte egentlig vil spille: Er det prog-death, er det folk-black, er det melo-død, eller er det doom-folk? Tager vi nummeret ”Lightkeeper”, hvis intro mestendels minder om noget, In Flames kunne have skrevet, og holder det op imod ”The Mortality Archway”, som starter med noget, der minder om lige dele Entombed og Morbid Angel, for så at ende i nærorientalsk folk-pling-plong, ja, så er retningsløsheden tydelig. Helt galt går det dog på albummets lukker, ”Dissolving”, som er otte minutters drone-muzak og intet andet. Ikke nok med at det er komplet formålsløst; det er også et nummer, der ikke matcher resten af musikken. Det virker mest af alt til, at Solar Kollapse-medlemmer ikke kunne finde ud af at bidrage på de resterende otte numre og derfor bare kører solo her.
Der er en grund til, at de fleste folk får et nervøst blik, når de hører ordet ”supergruppe”, da resultatet oftest er alt andet end super. Den slags projekter ender nemlig oftest med at producere kunst, hvor det manglende sammenspil er så tydeligt, at det til tider er pinligt. Helt så grelt er Celestial Shrine dog ikke, selvom det bestemt ikke er årets album, og når man tænker på, hvem skaberne er, ja, så er resultatet da absolut skuffende. Heldigvis er der dog udmærkede momenter: Der er både ”The Era of Stagnant Gods” og ”Todestrieb”, som begge er godkendte numre, selvom de da også kunne stå skarpere, end de gør, hvilket nok må siges at være undertitlen til Waidelottes debutalbum.
Stram op!
At kombinere ekstremmetal og folk er hverken en ny eller dårlig ide. Det er set før, og det er ligeledes gjort fremragende før – og faktisk er folk-elementer det eneste, der er gennemført på Celestial Shrine. Det er metaldelen, der halter gevaldigt bagefter, hvilket simpelthen skyldes manglende retningssans og for mange kokke. Det her album føles mest af alt som en sonisk omgang ruskomsnusk. Der er masser af potentiale og gode ideer, men overordnet set skal der strammes gevaldigt op, og der skal skæres virkelig mange kilo fedt fra – måske er der også et barn eller to, der skal ud med badevandet.
