Nosferatu. Does this word not sound like the midnight call of the Bird of Death?
Hvad får man, hvis man kombinerer gotisk vampyrlitteratur, lo-fi dungeon-synth-keyboards og en guitarlyd så tør og sprød, at man er i tvivl om, hvorvidt det faktisk er en guitar og ikke en slidt barbermaskine, der ligger og brummer i en skuffe? Order of Nosferat!
Den finsk-tyske duo har siden 2021 udgivet den ene iskolde og misantropiske hymne efter den anden, dog var den seneste, Vampiric Wrath Unleashed, ikke noget at skrive hjem om, ulig bandets magnum opus, Nachtmusik, fra 2022. Men nu skriver vi 2024, og de herrer Anzillu og Count Revenant er atter stået op af graven med ti nye ugudelige klagesange. Så frem med hvidløgsrankerne, krucifikset og en sæk fyldt med træpæle, for nu har klokken slået kvarter i Bram Stoker!
I was a newborn vampire, weeping at the beauty of the night
På Vampiric Wrath Unleashed forsøgte gruppen sig med at lave musik, der var markant hurtigere og mere grumset end det, vi før havde oplevet. De skal da have ros for at prøve noget nyt, men resultatet var ikke umagen værd. Derfor er det en glædelig overraskelse, at de har skruet ned for tempoet og er gået tilbage til det, de gør bedst på, The Absence of Grace – nemlig at lave klassisk middeltempo black metal med uendeligt megen uld på guitarstrengene. Førstesinglen samt albummets bedste nummer, ”Devoured by Lurking Shadows”, sætter en stor, fed streg under, at det her album er Nachtmusik 2.0 – hvilket var det, alle Order of Nosferat-fans ville have. Der kan nemt trækkes en direkte parallel mellem det nummer og ”Tunes of Nocturnal Tragedies” – hvilket er perfekt, da det er bandets absolut bedste nummer til dato, så at de har valgt at kanalisere de soniske energier fra netop det, er sublimt.
Men Order of Nosferat er andet end bare lodne powerchords; de er nemlig også et dungeon-synth-projekt. Så som altid er hvert andet nummer en solid omgang lo-fi keyboardklimpren, der fungerer som limen imellem det foregående og efterfølgende nummer. Se, allerede nu skal jeg da blankt erkende, at jeg hverken er connaisseur udi dungeon-synth, eller webadministrator på ”Dungeon-synth.dk”, så at cirka en fjerdedel af albummets samlede spilletid er rendyrket fangehuls-bip-bip, synes jeg er for voldsomt. Omvendt er det nu engang en del af bandets DNA, så at brokke sig over denne kombination svarer til at brokke sig over, at Van Halen tappede for meget på sin guitar.
Det er dog ikke kun de konstante synth-afbræk, der er med til at forhindre det her album – og vel egentlig bandet helt generelt – i at nå til tops. Order of Nosferat har hverken ret mange kort på hånden eller ret mange værktøjer i værktøjskassen. Faktisk sidder de kun med klør knægt og en hammer. Det skal forstås således, at der ikke er ret mange facetter i bandets musik. De kan vel egentlig kun én ting, nemlig at spille melankolsk 90’erblack med et tysk tvist – og det er fint. Man skal gøre det, man er god til.
Alt dette betyder dog også bare, at man hurtigt kan løbe lidt sur i musikken, da der ikke er så specielt megen variation at komme efter, og det kan være svært at skelne de forskellige numre fra hinanden, da der ikke er megen forskel på dem.
The world changes, we do not, therein lies the irony that kills us
Order of Nosferat kommer næppe til at være det band, der indtager alverdens festivaler og spillesteder. De vil nok altid forblive et ret så esoterisk og ukendt kælderband, hvilket uden tvivl er det, de gerne vil (selvom de da har fået lavet sig et live line-up, så de rent faktisk kan komme ud at spille). Efter fem udgivelser har de også bevist, at deres ambitioner om at lave andet end det, de ved, de kan, praktisk talt er ikkeeksisterende – hvilket egentlig er prisværdigt –”skomager, bliv ved din læst”, som man siger. Så The Absence of Grace er hverken banebrydende, perfekt eller årets værk – men det er til gengæld fremragende retro-black med alt, hvad det indebærer.