Noahs ark for instrumenter
Der er for mange undervurderede kunstnere på verdensplan. Det er en kendsgerning. Tag for eksempel Be’lakor, Persefone og Shylmagoghnar. Hvor mange hører rent faktisk dem indenfor DK’s grænser? Er det, fordi de er undereksponerede? Det samme gælder In Vain. Når det kommer til at fusionere genrer, er det kun få, der mestrer det på samme fod som nordmændene. Da vi anmeldte den norske sekstets fjerde album Currents i 2018, tildelte vi ni kranier og beskrev genren som ”blackened technical extreme progressive and melodic death metal”. Og den smøre er overraskende nok uhyre præcis. In Vain er nemlig utroligt vanskelige at placere i en bås, og jeg tvivler ikke et øjeblik på, at de foretrækker det sådan. Gruppens femte album Solemn forsætter ufortrødent denne eksperimenterende stil og byder på en overflod af instrumenter, man kun kan elske; Violin, trompet, saxofon, trækbasun og cello. Man får jo næsten et smil på læben på forhånd.
Den bedste måde at finde dig selv, er at give dig hen i andres tjeneste
Solemn handler om selvindsigt, både personligt men også på verdensplan, og reflekterer over jordens dystre fremtid og vores rolle i at forringe den. Lyrikken er tankevækkende, meningsfuld og direkte, og udfordrer lytterens grundlæggende værdier, eksempelvis på ”To the Gallows – ”Lies and deception rule the nations, forcing the world towards damnation”. Lige netop selvindsigt er essensen af udgivelsen, for In Vain skal have stor ros for deres vellykkede valg af et mangfoldigt ensemble af talentfulde musikere, der ikke blot supplerer bandet, men også bidrager til at skabe en dynamisk skive. Et af de mest bemærkelsesværdige øjeblikke opstår midtvejs i ”Season of Unrest”, når lejesvend Jon Henrik Rubachs saxofon forenes med et sprødt og forførende guitarriff. Det får hele nummeret til at stige adskillige trin i værdi! Et andet højdepunkt er Davidavi Dolevs raspende og snerrende vokal, der virkelig løfter ”Beyond the Pale” op på den piedestal, hvor den hører til. Vokalen tilføjer den perfekte mængde adspredelse og dynamik, hvilket gør det til en sand genistreg halvvejs på albummets spilletid. De faste medlemmer af In Vain fortjener også anerkendelse for deres harmoniske samspil og lunefulde kompositioner. Det er en sand fornøjelse at høre bassen få fuld opmærksomhed, samtidig med at vokalerne hos d’herrer Håland, Nedland og Frigstads smyger sig ind og ud af hinanden på tværs af albummets tres minutter.
Genremæssigt forener nordmændene primært elementer fra black, progressiv og melo-død, hvilket resulterer i et album, der trækker inspiration fra bands såsom Enslaved, Dødheimsgard og ikke mindst Opeth og Åkerfeldts karakteristiske instrumentale passager. Man kan også sammenligne gruppen med mere moderne grupper som Be’lakor og In Mourning. Generelt har pladen en bred appel med masser af lækre små detaljer. For at sikre en vellykket produktion valgte In Vain at indspille de forskellige instrumenter i seks forskellige studier spredt ud over både Sverige og Norge. Denne tilgang giver hvert instrument (såsom celloen) lov til at bevare sin egen distinkte lyd, og blomstre både som enhed og helhed. Fascination Street Studios fortjener stor anerkendelse for deres ekspertise og bidrag hertil.
Selvom vi rammer en times spilletid, er Solemn doseret flot. Den eneste kritik, jeg kan komme med, er små bagateller såsom øjeblikke, hvor vokalen bliver for ”high pitched”, og en lidt for langsom intro til ”Watch For Me on the Mountain”, som ikke helt formår at markere sig som pladens højdepunkt, selvom det måske var hensigten.
Fabelagtig forsættelse
In Vain forsætter med at levere musik på højt plan, og denne gang er det mesterlige udvalgte ensemble en stor del af deres succes. De flotte momenter med henholdsvis violin, trækbasun og cello gør pladen spændende og skaber samtidig diversitet. Uanset om du er fan af Enslaved, Be’lakor eller Opeth, finder Solemn vej til dit hjerte, for det er uden tvivl et værk, der er lagt en uhyggelig mængde arbejde i over de seneste seks år. Jeg håber In Vain giver sig lige så god tid til deres næste album, som de gjorde ved Solemn. For det var al ventetiden værd.
